Lige et lille indlaeg for at markere, at vi kom godt op og ned paa vulkanturen i gaar. Jeg skrev egentlig indlaegget i gaar aftes, men stroemmen er lidt ustabil her paa Ometepe, saa nu proever jeg igen...
Hvis man forestiller sig en vandretur paa 7 km gennem taet skov med en temperatur paa ca. 30 grader, en luftfugtighed omkring 50 % og en gennemsnitlig stigning de sidste 4 km paa 35 %, saa ved man ca., hvad vi lavede i gaar. Og saa selvfoelgelig den samme tur ned igen.
Klokken ca. 7 koerte vi fra hotellet sammen med guiden Erick, som baade talte let forstaaeligt spansk og engelsk. Gaaturen op begyndte en lille halv time senere, op og op gennem Volcan Concepcions taette skovklaedte skraaninger. Undervejs holdt vi godt med pauser for at drikke vand, og Erick var god til at vise fugle,
planter, termitter, aber og meget mere undervejs. Han havde advaret os om, at det var en haard tur, og han havde minsandten ret. 10:30 naaede vi et udkigspunkt i 1000 meters hoejde, lige over traegraensen. Det var skyet, da vi naaede op, men vejret skifter lynhurtigt paa saadan en vulkan, saa inden laenge havde vi udsigt over Lago de Nicaragua, Rivas, Isla Zapatera, Granada og saagar et glimt af Volcan Mombachos top mellem skyerne. I lidt klarere vejr havde vi kunnet se Stillehavet, som vi lige praecis ikke kunne skimte.
Vi spiste en del af vores medbragte mad (chokolade, kiks, rosiner, peanuts og frugt), og Erick fortalte os, at de fleste turister ikke kom laengere end dette punkt. Concepcion var begyndt at roere paa sig igen i 2005, og siden da havde han ikke vaeret helt paa toppen. Normalt har der siden vaeret smaa udbrud af aske og sten en gang om ugen, men sidste gang er en maaned siden, saa nu gaar de og lurer lidt paa, hvad vulkanen kan finde paa. Han var villig til at tage os med smaa 400 meter laengere op, og Soeren og jeg slog til. Vi efterlod Christine og rygsaekkene, og begav os det sidste stykke op.
Da foerst vi naaede saa taet paa toppen, at der heller ikke groede graes laengere, blev klatreturen virkelig til klatretur med masser af smaasten og lignende, men det var hele besvaeret vaerd, da vi saa kom saa langt. Saa sad vi tre der i et maanelignende landskab med skiftende skydaekke, gribbe svaevende under os og kunne nyde en helt vild udsigt. Man gaar fra den ene utrolige udsigt hernede efter den anden, og man tror hver gang, at det her er det smukkeste i verden, men fra 1400 meters hoejde var det virkelig fuldstaendig storslaaet. At sidde der paa stenskraaningen paa en aktiv vulkan med foelelsen af, at vi selv var klatret hele vejen op var helt fantastisk. Virkelig et af de oejeblikke, som man altid vil huske.
Vejen ned var lidt lettere end op, men det var stadig haardt arbejde, og isaer paa det oeverste stykke med mange smaasten kom mine sko igen til deres ret i forhold til Soerens kondisko. Efter at have klatret ned til bilen satte Erick os af ved hotellet igen ved 15-tiden, og da var vi godt moere i benene. Og paent roede, for vi var saa dumme ikke at bruge vores solcreme i gaar, saa specielt Christine er noget braendt i dag. Forhaabentlig varer det ikke saa laenge.
I dag staar den bare paa afslapning og transport til Chaco Verde. Vi spiste aftensmad i gaar paa et lille pizzaria og morgenmad hos en amerikansk kvinde, som lige har aabnet restaurant her i Moyogalpa. Ometepe er simpelthen saa fredeligt og rart et sted, praecis som man forestiller sig en lille oe i Caribien er, bare uden risikoen for at staa i den forkerte ende af en kniv. Skulle man nogensinde vaelge at slaa sig ned andre steder end i Danmark, kunne dette godt vaere stedet.
Nu putter jeg lige et par billeder paa, og saa rykker vi snart videre. Det lyder til, at der har vaeret mudderskred paa Volcan Maderas pga. den megen regn for nylig, saa det er muligt, at jeg dropper den klatretur. Det kan ogsaa kun blive en skuffelse efter Concepcion. Planen er foreloebig at tjekke ind ved Chaco Verde (den groenne lagune) og saa finde en palmebar naer stranden. Benene har vist godt af lidt hvile efter i gaar.
Hyg jer hjemme i kulden. Jeg skriver nok igen her i ugen.
Hilsen Anders
Hvis man forestiller sig en vandretur paa 7 km gennem taet skov med en temperatur paa ca. 30 grader, en luftfugtighed omkring 50 % og en gennemsnitlig stigning de sidste 4 km paa 35 %, saa ved man ca., hvad vi lavede i gaar. Og saa selvfoelgelig den samme tur ned igen.
Klokken ca. 7 koerte vi fra hotellet sammen med guiden Erick, som baade talte let forstaaeligt spansk og engelsk. Gaaturen op begyndte en lille halv time senere, op og op gennem Volcan Concepcions taette skovklaedte skraaninger. Undervejs holdt vi godt med pauser for at drikke vand, og Erick var god til at vise fugle,
planter, termitter, aber og meget mere undervejs. Han havde advaret os om, at det var en haard tur, og han havde minsandten ret. 10:30 naaede vi et udkigspunkt i 1000 meters hoejde, lige over traegraensen. Det var skyet, da vi naaede op, men vejret skifter lynhurtigt paa saadan en vulkan, saa inden laenge havde vi udsigt over Lago de Nicaragua, Rivas, Isla Zapatera, Granada og saagar et glimt af Volcan Mombachos top mellem skyerne. I lidt klarere vejr havde vi kunnet se Stillehavet, som vi lige praecis ikke kunne skimte.Vi spiste en del af vores medbragte mad (chokolade, kiks, rosiner, peanuts og frugt), og Erick fortalte os, at de fleste turister ikke kom laengere end dette punkt. Concepcion var begyndt at roere paa sig igen i 2005, og siden da havde han ikke vaeret helt paa toppen. Normalt har der siden vaeret smaa udbrud af aske og sten en gang om ugen, men sidste gang er en maaned siden, saa nu gaar de og lurer lidt paa, hvad vulkanen kan finde paa. Han var villig til at tage os med smaa 400 meter laengere op, og Soeren og jeg slog til. Vi efterlod Christine og rygsaekkene, og begav os det sidste stykke op.
Da foerst vi naaede saa taet paa toppen, at der heller ikke groede graes laengere, blev klatreturen virkelig til klatretur med masser af smaasten og lignende, men det var hele besvaeret vaerd, da vi saa kom saa langt. Saa sad vi tre der i et maanelignende landskab med skiftende skydaekke, gribbe svaevende under os og kunne nyde en helt vild udsigt. Man gaar fra den ene utrolige udsigt hernede efter den anden, og man tror hver gang, at det her er det smukkeste i verden, men fra 1400 meters hoejde var det virkelig fuldstaendig storslaaet. At sidde der paa stenskraaningen paa en aktiv vulkan med foelelsen af, at vi selv var klatret hele vejen op var helt fantastisk. Virkelig et af de oejeblikke, som man altid vil huske.
Vejen ned var lidt lettere end op, men det var stadig haardt arbejde, og isaer paa det oeverste stykke med mange smaasten kom mine sko igen til deres ret i forhold til Soerens kondisko. Efter at have klatret ned til bilen satte Erick os af ved hotellet igen ved 15-tiden, og da var vi godt moere i benene. Og paent roede, for vi var saa dumme ikke at bruge vores solcreme i gaar, saa specielt Christine er noget braendt i dag. Forhaabentlig varer det ikke saa laenge.
I dag staar den bare paa afslapning og transport til Chaco Verde. Vi spiste aftensmad i gaar paa et lille pizzaria og morgenmad hos en amerikansk kvinde, som lige har aabnet restaurant her i Moyogalpa. Ometepe er simpelthen saa fredeligt og rart et sted, praecis som man forestiller sig en lille oe i Caribien er, bare uden risikoen for at staa i den forkerte ende af en kniv. Skulle man nogensinde vaelge at slaa sig ned andre steder end i Danmark, kunne dette godt vaere stedet.
Nu putter jeg lige et par billeder paa, og saa rykker vi snart videre. Det lyder til, at der har vaeret mudderskred paa Volcan Maderas pga. den megen regn for nylig, saa det er muligt, at jeg dropper den klatretur. Det kan ogsaa kun blive en skuffelse efter Concepcion. Planen er foreloebig at tjekke ind ved Chaco Verde (den groenne lagune) og saa finde en palmebar naer stranden. Benene har vist godt af lidt hvile efter i gaar.
Hyg jer hjemme i kulden. Jeg skriver nok igen her i ugen.
Hilsen Anders
Ingen kommentarer:
Send en kommentar