
Denne blog er oprettet i anledning af, at undertegnede den 21. september 2007 drager på ekspedition til Nicaragua for at hjælpe de flinke mennesker hos www.fodboldskolen.com.
Hvorfor tager jeg afsted? Tjo, jeg faldt vist nok første gang over en artikel om fodboldskolen i Tipsbladet tilbage i efteråret 2006. Dengang tænkte jeg dog ikke videre over det. Det gjorde jeg til gengæld, da jeg tilfældigvis faldt over ovenstående hjemmeside i februar 2007. De søgte frivillige bl.a. med erfaring omkring primitiv spildevandsrensning og rodzoneanlæg, og da jeg tilfældigvis var ved at uddanne mig til civilingeniør i miljøteknik, syntes jeg, at det lød meget spændende. Jeg skrev en mail til Brian Wolter, som er bagmand bag projektet, og han var med på ideen.
Status i dag:
Jeg skal flyve med Continental Airlines fra København over Newark og Houston til Managua. Flyveplanen ser sådan ud:
- Fredag 21/9 - Afgang 09:05 fra København - ankomst 11:55 i Newark, USA.
- Fredag 21/9 - Afgang 13:30 fra Newark - ankomst 16:25 i Houston, USA.
- Lørdag 22/9 - Afgang 15:30 fra Houston - ankomst 17:58 i Managua, Nicaragua.
Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal ned og hjælpe med, for håndteringen af spildevand er vist på plads. Under alle omstændigheder skal jeg bruge halvdelen af tiden de første seks uger på at lære spansk, så jeg lidt bedre kan begå mig blandt de lokale.
Jeg er heller ikke sikker på, hvor lang tid opholdet kommer til at vare. Som minimum bliver det altså seks uger, og jeg regner med, at det er noget, jeg kommer til at aftale løbende med Brian alt efter, hvor længe jeg gider være der, og hvor meget der er at lave.
Pt mangler jeg en enkelt vaccine (jeg har de fleste fra min tur i Kosonam), og jeg skal nok også lige have tjekket igen med den amerikanske ambassede, at jeg har forstået reglerne omkring visum rigtigt.
Ellers glæder jeg mig efterhånden bare til, at jeg skal afsted. Fortsættelse følger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar