Så er det blevet tid til sidste indlæg på bloggen. Eventyret er slut for denne gang.
Rejsen hjem gik glat, selvom jeg var tæt på ikke at have nået flyet i Miami. Amerikanernes immigrationskontrol er godt nok hidsig. Efter en lang fly- og togrejse, ankom jeg til Aalborg igen lørdag aften ved 22-tiden. Her er godt nok koldt, men det passer godt til julepynten, og det er superrart igen at kunne tage bad i varmt vand :-). I det hele taget er det rart at være hjemme igen, og det kan godt lige vente lidt med at rejse ud på ny.
Jeg håber, at mange har haft fornøjelse af at følge med i eventyret her på siden, og jeg vil gerne igen sige tak til alle, som har sendt mail til mig undervejs, uanset om jeg har fået svaret på dem eller ej. Tak for det.
Det har været en supergod tur, og hvem ved, om jeg en dag igen kommer forbi fodboldskolen. Nicaragua er i hvert fald et dejligt sted. Husk at kigge ind til www.fodboldskolen.com, og hjælp dem evt. på vej med en støttende hånd.
Tak for denne gang, og vi ses nok snart.
Mange hilsner
Anders
mandag den 26. november 2007
onsdag den 21. november 2007
El capital
Saa er Granada ogsaa et overstaaet kapitel. Det var ellers en rigtig flot by, men meget praeget af, at der er mange turister, og at mange forretninger er eget af udlaendinge.
I mandags tog jeg paa tur tilbage til Laguna de Apoyo for at slappe af, denne gang dog lige ned til vandkanten. Det var et dejligt idyllisk sted, selv om der ikke var saa meget at lave. Koereturen var dog lidt vild, for vi var stuvet sammen bagpaa en pickup, og saa fik den ellers ikke for lidt. Da vi saa skulle tilbage, var det begyndt at regne rigtig meget, og saa havde vi ikke meget lyst til at trille rundt bagi, saa efter en del diskuteren frem og tilbage endte vi med at maatte bestille en minibus. Tilbage hos arrangoeren brokkede jeg mig sammen med fire andre, og det endte med, at vi fik refunderet en del af pengene. Saa fulgtes jeg ud at spise aftensmad med Lars og Kira fra Koebenhavn og Bert og Agathe fra Australien og Frankrig. Det var nu meget hyggeligt, og klokken var vel henad halv tolv, foer jeg var i seng.
I gaar var jeg saa paa gaaben rundt i Granada. Der var nu ikke vildt meget at se, udover et par imponerende kirker og et naturhistorisk museum med nogen rigtig fine stenstatuer.
Engang imellem er det saadan lidt blandet at vaere her i Nicaragua. Der er rigtig dejligt, og der er mange flotte ting at se, men der er ogsaa rigtig mange mennesker, som tigger og bondefanger turister, og mange kan ikke lide amerikanerne for deres indblanding i borgerkrigen i 70'erne, hvilket engang imellem giver sig udslag i mindre paene tilraab efter hvide generelt. Mandag formiddag var der endda en, som skubbede til mig og bad mig skride hjem, men den slags er det bedst bare at ignorere. Det er ogsaa saa dumt, for landet som saadan har ikke mange penge, saa de har virkelig brug for turismen.
Specielt de mere turistede steder bliver man konstant kontaktet af folk, som vil have sig til at koebe mad eller oel, med kortere eller laengere begrundelser. Det betyder saa, at man generelt bliver mistroisk, som f.eks. da jeg moedte en fyr, som hedder Alfredo i gaar. Han viste sig at vaere en rigtig flink fyr, som bare kedede sig i sin ferie fra universitet i Managua, og han hjalp mig med at finde et godt sted at spise, men man gaar hele tiden og taenker paa, hvad bagtanken er, og det er lidt aergerligt, naar der som i gaar ikke er nogen.
Naa, men nu er jeg altsaa i Managua, og jeg skal ikke rigtigt lave noget resten af dagen. Imorgen ser jeg lidt paa sevaerdigheder her, inden jeg flyver herfra fredag. Min flyplan ser saadan ud:
13:30 23/11 16:55 23/11 IB7022 Managua Miami
18:25 23/11 08:50 24/11 IB7000 Miami Madrid
12:05 24/11 15:15 24/11 IB3304 Madrid København
Vi ses snart!
Anders
I mandags tog jeg paa tur tilbage til Laguna de Apoyo for at slappe af, denne gang dog lige ned til vandkanten. Det var et dejligt idyllisk sted, selv om der ikke var saa meget at lave. Koereturen var dog lidt vild, for vi var stuvet sammen bagpaa en pickup, og saa fik den ellers ikke for lidt. Da vi saa skulle tilbage, var det begyndt at regne rigtig meget, og saa havde vi ikke meget lyst til at trille rundt bagi, saa efter en del diskuteren frem og tilbage endte vi med at maatte bestille en minibus. Tilbage hos arrangoeren brokkede jeg mig sammen med fire andre, og det endte med, at vi fik refunderet en del af pengene. Saa fulgtes jeg ud at spise aftensmad med Lars og Kira fra Koebenhavn og Bert og Agathe fra Australien og Frankrig. Det var nu meget hyggeligt, og klokken var vel henad halv tolv, foer jeg var i seng.
I gaar var jeg saa paa gaaben rundt i Granada. Der var nu ikke vildt meget at se, udover et par imponerende kirker og et naturhistorisk museum med nogen rigtig fine stenstatuer.
Engang imellem er det saadan lidt blandet at vaere her i Nicaragua. Der er rigtig dejligt, og der er mange flotte ting at se, men der er ogsaa rigtig mange mennesker, som tigger og bondefanger turister, og mange kan ikke lide amerikanerne for deres indblanding i borgerkrigen i 70'erne, hvilket engang imellem giver sig udslag i mindre paene tilraab efter hvide generelt. Mandag formiddag var der endda en, som skubbede til mig og bad mig skride hjem, men den slags er det bedst bare at ignorere. Det er ogsaa saa dumt, for landet som saadan har ikke mange penge, saa de har virkelig brug for turismen.
Specielt de mere turistede steder bliver man konstant kontaktet af folk, som vil have sig til at koebe mad eller oel, med kortere eller laengere begrundelser. Det betyder saa, at man generelt bliver mistroisk, som f.eks. da jeg moedte en fyr, som hedder Alfredo i gaar. Han viste sig at vaere en rigtig flink fyr, som bare kedede sig i sin ferie fra universitet i Managua, og han hjalp mig med at finde et godt sted at spise, men man gaar hele tiden og taenker paa, hvad bagtanken er, og det er lidt aergerligt, naar der som i gaar ikke er nogen.
Naa, men nu er jeg altsaa i Managua, og jeg skal ikke rigtigt lave noget resten af dagen. Imorgen ser jeg lidt paa sevaerdigheder her, inden jeg flyver herfra fredag. Min flyplan ser saadan ud:
13:30 23/11 16:55 23/11 IB7022 Managua Miami
18:25 23/11 08:50 24/11 IB7000 Miami Madrid
12:05 24/11 15:15 24/11 IB3304 Madrid København
Vi ses snart!
Anders
søndag den 18. november 2007
Farvel til fodboldskolen
Saa synger Nica-eventyret efterhaanden paa sidste vers. Jeg er taget fra skolen i dag soendag, og har paent taget afsked med alle de andre. Jeg har nu et par dage i Granada en og en enkelt dag i Managua, inden turen igen gaar tilbage mod kulden.
Jeg ankom altsaa her til Granada for et par timer siden, ca. klokken 13. Jeg har fundet et rigtigt fint hotel og har spist rejer i hvidloegssovs + hvidloegsmarinerede oliven til frokost paa en lidt paenere spansk restaurant, saa jeg er sikkert ikke til at vaere i naerheden af lige nu :-). Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil spare saa meget paa pengene her de sidste 4-5 dage, for tiden kan alligevel blive lidt lang, da jeg efterhaanden ser frem til at komme hjem igen.
Mens jeg var i San Juan del Sur var Mikkel dukket op paa skolen. En flink fyr, som foer har vaeret paa rundrejse i mellemamerika, og som nu gerne ville have lidt spansk med rundt anden gang. Han arbejder hos Tips, og det er ham, som har staaet for deres indsamling til skolen.
I ugen har jeg haft den sidste spanskundervisning, som primaert boed paa repetition. Fredag agerede jeg saa laerer for Blass, saa han kunne faa proevet at sidde paa skolebaenken :-). Han er en rigtig filur, som altid laver sjov, og han har vaeret rigtig hyggelig at have som spansklaerer.
Egentlig var det jo min mening at tage fra skolen allerede i gaar, men Soeren havde paa en eller anden maade faaet opsnuset, at det lokale fodboldhold fra La Conquista skulle spille loerdag mod lokalrivalerne fra Santa Teresa, og de ville gerne have os med, hvis vi ville spillle. Jeg har alligevel vaeret paa flere vulkaner, saa jeg skrottede planen om Mombacho til fordel for turneringsfodbold i Nicaragua.
Traeneren talte rigtig bondsk, saa han var temmelig svaer at forstaa, men det med taktik og opvarmning bruger de alligevel ikke saa meget, saa det gik trods alt. Vi stillede op i kondisko og korte stroemper, men det vidste sig at vaere med stoevler, benskinner og hele svineriet. Soeren fik laaneudstyr, og jeg fik paent lov til at vaere med alligevel. Banen var en haabloes blanding af grus og toert graes, men det var med linievogtere og det hele, saa de tog det skam serioest nok. Soeren skulle spille central midt med nummer 19, og jeg skulle starte paa baenken med nummer 24 for de lyseblaat-klaedte Conquistadores. Da hoejre back var blevet rundbarberet grundigt i et kvarter, fik jeg chancen i stedet for. Det gik ok, selvom jeg kom til at spille overfor kampens klart bedste spiller. 0-0 ved halvleg, og kampen var ogsaa ret lige uden de helt store chancer. Stoerste bifald i foerste halvleg fik vi for et opspil i hoejre side med Soeren, jeg og vores hoejre kant, som fik koert bolden hurtigt rundt. Det skulle vise sig at blive eneste organiserede opspil i kampen. I anden halvleg faldt vi desvaerre noget sammen, og vi kom bagud 3-0, alle tre maal scoret af ham jeg skulle daekke op, og det sidste var desvaerre en klokkeklar foraering. Jeg blev saa taget ud igen med ti minutter tilbage, men erstatningen viste sig at vaere helt haabloes. Soeren fik lidt senere reduceret paa et straffespark til slutstillingen 3-1.
Niveauet i kampen var vel ca. som serie 4-5 derhjemme. Der var et par rigtigt gode teknikere imellem, men taktik og spilforstaaelse hernede er en by i Rusland. Det var naesten en ulempe at faa hjoerne, for de kan kun sparke til forreste stolpe... Det var nu meget sjovt at vaere med, og specielt tilskuerne fik sig vidst en paa opleveren ved, at der pludselig dukkede saadan et par blege gutter op. Var kampen saa bare forloebet lidt anderledes, havde det nok vaeret endnu sjovere. Men alligevel: Hvor mange kan sige, at de har spillet foersteholdskampe i Nicaragua?
Man tror, at man har vaennet sig til tingene hernede, og saa alligevel:
-Allerede inden kampen fik vores hoejre back et gult kort for at tisse paa banen! Saa var stilen ligesom lagt...
-Dommertrioen havde kontor i en lille trehjulet moto-taxi ved den ene sidelinie...
-I pausen kom den ene linievogter og tilboed Soeren at spille i den bedste raekke i Nicaragua...
- Sidst i anden halvleg traskede tre tyre roligt over den ene banehalvdel med en lille dreng paa cykel bagefter. Spillet fortsatte som ingenting...
-Efter kampen var der lidt optraek til tumult mellem et par fyre, og det fik naesten flere folk til at heppe end selve kampen...
Det var vidst nok fodbold for nu. Mikkel har vidst ogsaa skrevet et kampreferat, som skulle komme paa fodboldskolens hjemmeside www.fodboldskolen.com. Nu vil jeg ud og kigge lidt paa Granada et par dage, inden jeg saa smaat vender snuden hjem mod kulden.
Vi ses snart.
Anders
Jeg ankom altsaa her til Granada for et par timer siden, ca. klokken 13. Jeg har fundet et rigtigt fint hotel og har spist rejer i hvidloegssovs + hvidloegsmarinerede oliven til frokost paa en lidt paenere spansk restaurant, saa jeg er sikkert ikke til at vaere i naerheden af lige nu :-). Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil spare saa meget paa pengene her de sidste 4-5 dage, for tiden kan alligevel blive lidt lang, da jeg efterhaanden ser frem til at komme hjem igen.
Mens jeg var i San Juan del Sur var Mikkel dukket op paa skolen. En flink fyr, som foer har vaeret paa rundrejse i mellemamerika, og som nu gerne ville have lidt spansk med rundt anden gang. Han arbejder hos Tips, og det er ham, som har staaet for deres indsamling til skolen.
I ugen har jeg haft den sidste spanskundervisning, som primaert boed paa repetition. Fredag agerede jeg saa laerer for Blass, saa han kunne faa proevet at sidde paa skolebaenken :-). Han er en rigtig filur, som altid laver sjov, og han har vaeret rigtig hyggelig at have som spansklaerer.
Egentlig var det jo min mening at tage fra skolen allerede i gaar, men Soeren havde paa en eller anden maade faaet opsnuset, at det lokale fodboldhold fra La Conquista skulle spille loerdag mod lokalrivalerne fra Santa Teresa, og de ville gerne have os med, hvis vi ville spillle. Jeg har alligevel vaeret paa flere vulkaner, saa jeg skrottede planen om Mombacho til fordel for turneringsfodbold i Nicaragua.
Traeneren talte rigtig bondsk, saa han var temmelig svaer at forstaa, men det med taktik og opvarmning bruger de alligevel ikke saa meget, saa det gik trods alt. Vi stillede op i kondisko og korte stroemper, men det vidste sig at vaere med stoevler, benskinner og hele svineriet. Soeren fik laaneudstyr, og jeg fik paent lov til at vaere med alligevel. Banen var en haabloes blanding af grus og toert graes, men det var med linievogtere og det hele, saa de tog det skam serioest nok. Soeren skulle spille central midt med nummer 19, og jeg skulle starte paa baenken med nummer 24 for de lyseblaat-klaedte Conquistadores. Da hoejre back var blevet rundbarberet grundigt i et kvarter, fik jeg chancen i stedet for. Det gik ok, selvom jeg kom til at spille overfor kampens klart bedste spiller. 0-0 ved halvleg, og kampen var ogsaa ret lige uden de helt store chancer. Stoerste bifald i foerste halvleg fik vi for et opspil i hoejre side med Soeren, jeg og vores hoejre kant, som fik koert bolden hurtigt rundt. Det skulle vise sig at blive eneste organiserede opspil i kampen. I anden halvleg faldt vi desvaerre noget sammen, og vi kom bagud 3-0, alle tre maal scoret af ham jeg skulle daekke op, og det sidste var desvaerre en klokkeklar foraering. Jeg blev saa taget ud igen med ti minutter tilbage, men erstatningen viste sig at vaere helt haabloes. Soeren fik lidt senere reduceret paa et straffespark til slutstillingen 3-1.
Niveauet i kampen var vel ca. som serie 4-5 derhjemme. Der var et par rigtigt gode teknikere imellem, men taktik og spilforstaaelse hernede er en by i Rusland. Det var naesten en ulempe at faa hjoerne, for de kan kun sparke til forreste stolpe... Det var nu meget sjovt at vaere med, og specielt tilskuerne fik sig vidst en paa opleveren ved, at der pludselig dukkede saadan et par blege gutter op. Var kampen saa bare forloebet lidt anderledes, havde det nok vaeret endnu sjovere. Men alligevel: Hvor mange kan sige, at de har spillet foersteholdskampe i Nicaragua?
Man tror, at man har vaennet sig til tingene hernede, og saa alligevel:
-Allerede inden kampen fik vores hoejre back et gult kort for at tisse paa banen! Saa var stilen ligesom lagt...
-Dommertrioen havde kontor i en lille trehjulet moto-taxi ved den ene sidelinie...
-I pausen kom den ene linievogter og tilboed Soeren at spille i den bedste raekke i Nicaragua...
- Sidst i anden halvleg traskede tre tyre roligt over den ene banehalvdel med en lille dreng paa cykel bagefter. Spillet fortsatte som ingenting...
-Efter kampen var der lidt optraek til tumult mellem et par fyre, og det fik naesten flere folk til at heppe end selve kampen...
Det var vidst nok fodbold for nu. Mikkel har vidst ogsaa skrevet et kampreferat, som skulle komme paa fodboldskolens hjemmeside www.fodboldskolen.com. Nu vil jeg ud og kigge lidt paa Granada et par dage, inden jeg saa smaat vender snuden hjem mod kulden.
Vi ses snart.
Anders
søndag den 11. november 2007
San Juan del Sur
Saa er jeg tilbage i Jinotepe efter at have brugt weekenden i San Juan del Sur (SJdS).
Paa vej fra Ometepe moedte jeg et dansk par fra Aars, som var paa vej til SJdS, fordi de havde hoert, at fredag ville vaere den bedste tid til at se truede skildpadder laegge aeg paa stranden. Naer SJdS er der en fredet strand, hvor tusindvis af skildpadder hvert aar laegger aeg.
Det gad jeg selvfoelgelig godt se, saa afsted det gik. San Juan er klart den mest turistede strandby i Nicaragua, med masser af udlaendinge paa jagt efter gode strande og surf-muligheder. Til gengaeld er der ikke saa meget andet at lave, saa jeg har brugt lidt tid paa at ligge paa stranden og sidde i de palmedaekkede strandbarer og kigge paa solnedgang. Jeg stoedte ogsaa paa Heather igen, men hun var paa vej til Costa Rica, saa det blev kun til en kort sludder.
Turen til skildpadderne blev desvaerre ikke til noget fredag aften pga. for faa tilmeldte, og da jeg spurgte igen loerdag, var der heller ikke bonus, saa jeg maatte paent have mine penge tilbage. Jeg forsoegte et andet sted, og det var der straks mere held ved. Afsted loerdag aften sammen med Peter og Annelise fra Canada og Janni og Heidi fra Malmö. Annelises familie paa mors side bor paa Lolland og Falster, saa det var naesten en lille skandinavisk ekspedition, og jeg fik baade oevet lidt spansk, engelsk og svensk...
Selve turen var der til gengaeld ikke meget sjov ved. Vi fik nemlig ingen skildpadder at se, og en af de spanske fyre, som var med som guide, fortalte, at de naesten ingen har set de sidste fjorten dage. Det er faktisk paa graensen til at snyde turisterne at forlange 30 dollars for en times bumlet koeretur bag paa en lastbil og et par timers gaatur paa stranden... Paa vanlig lokal vis blev vi i oevrigt 20 minutter forsinkede, fordi chauffoeren var fuld, saa de maatte finde en ny... Naa, men vi saa da i det mindste en del krabber og fisk.
Paa vej tilbage standsede vores chauffoer pludselig og samlede et par temmelig berusede fyre op, som aabenbart skulle samme vej. De var egentlig ret ubehagelige, og de svenske piger sagde bagefter, at en af dem havde en pistol med, men det lagde jeg ikke maerke til. Janni og Heidi var paent gode til spansk, saa de skaeldte chauffoeren huden fuld, da vi var tilbage i San Juan, men det var han ligeglad med. Heldigvis er det foerste gang, jeg har oplevet den slags hernede.
For foerste gang har jeg ogsaa haft lidt boevl med maven her i weekenden, saa jeg var faktisk ikke engang helt paa toppen til turen loerdag aften. Man kan vist ikke rigtigt sige, at min weekend har vaeret en ubetinget succes, men det skulle jo ogsaa vaere maerkeligt, om jeg skulle vaere lige heldig paa hele turen. Nu er jeg saa paa vej tilbage til skolen og skal have den sidste uges spansk mandag til fredag. Der skulle vaere kommet en ekstra elev i gaar, saa det bliver spaendende at se, hvad han er for en.
Saa faar I ikke mere for den 25-oere. Hyg jer derhjemme.
Hilsen
Anders
Paa vej fra Ometepe moedte jeg et dansk par fra Aars, som var paa vej til SJdS, fordi de havde hoert, at fredag ville vaere den bedste tid til at se truede skildpadder laegge aeg paa stranden. Naer SJdS er der en fredet strand, hvor tusindvis af skildpadder hvert aar laegger aeg.
Det gad jeg selvfoelgelig godt se, saa afsted det gik. San Juan er klart den mest turistede strandby i Nicaragua, med masser af udlaendinge paa jagt efter gode strande og surf-muligheder. Til gengaeld er der ikke saa meget andet at lave, saa jeg har brugt lidt tid paa at ligge paa stranden og sidde i de palmedaekkede strandbarer og kigge paa solnedgang. Jeg stoedte ogsaa paa Heather igen, men hun var paa vej til Costa Rica, saa det blev kun til en kort sludder.
Turen til skildpadderne blev desvaerre ikke til noget fredag aften pga. for faa tilmeldte, og da jeg spurgte igen loerdag, var der heller ikke bonus, saa jeg maatte paent have mine penge tilbage. Jeg forsoegte et andet sted, og det var der straks mere held ved. Afsted loerdag aften sammen med Peter og Annelise fra Canada og Janni og Heidi fra Malmö. Annelises familie paa mors side bor paa Lolland og Falster, saa det var naesten en lille skandinavisk ekspedition, og jeg fik baade oevet lidt spansk, engelsk og svensk...
Selve turen var der til gengaeld ikke meget sjov ved. Vi fik nemlig ingen skildpadder at se, og en af de spanske fyre, som var med som guide, fortalte, at de naesten ingen har set de sidste fjorten dage. Det er faktisk paa graensen til at snyde turisterne at forlange 30 dollars for en times bumlet koeretur bag paa en lastbil og et par timers gaatur paa stranden... Paa vanlig lokal vis blev vi i oevrigt 20 minutter forsinkede, fordi chauffoeren var fuld, saa de maatte finde en ny... Naa, men vi saa da i det mindste en del krabber og fisk.
Paa vej tilbage standsede vores chauffoer pludselig og samlede et par temmelig berusede fyre op, som aabenbart skulle samme vej. De var egentlig ret ubehagelige, og de svenske piger sagde bagefter, at en af dem havde en pistol med, men det lagde jeg ikke maerke til. Janni og Heidi var paent gode til spansk, saa de skaeldte chauffoeren huden fuld, da vi var tilbage i San Juan, men det var han ligeglad med. Heldigvis er det foerste gang, jeg har oplevet den slags hernede.
For foerste gang har jeg ogsaa haft lidt boevl med maven her i weekenden, saa jeg var faktisk ikke engang helt paa toppen til turen loerdag aften. Man kan vist ikke rigtigt sige, at min weekend har vaeret en ubetinget succes, men det skulle jo ogsaa vaere maerkeligt, om jeg skulle vaere lige heldig paa hele turen. Nu er jeg saa paa vej tilbage til skolen og skal have den sidste uges spansk mandag til fredag. Der skulle vaere kommet en ekstra elev i gaar, saa det bliver spaendende at se, hvad han er for en.
Saa faar I ikke mere for den 25-oere. Hyg jer derhjemme.
Hilsen
Anders
onsdag den 7. november 2007
Fra "La Haciende"
Saa er det snart ved at vaere tid til at tjekke ud fra Ometepe.
Jeg skrev det vidst ogsaa sidst, men her er godt nok dejligt at vaere. Soendag og mandag sov vi paa to forskellige strande, og fordi der er lavsaeson, har vi naesten haft hotellerne for os selv.
Efter jeg skrev sidst tog vi en taxi og skrev os ind paa et hotel ved Laguna Chaco Verde. De havde de vildeste smaa luksushytter, selv efter hjemlig standard, men vi noejedes dog med lidt mindre. Slappede af, gik en lille tur hen til naturreservatet ved lagunen og badede i Lago de Nicaragua mens solen gik ned.
Dagen efter tog vi videre til oeens bedste strand paa den modsatte side, playa Santo Domingo. Hotellerne laa virkelig direkte paa stranden, og her var der ligefrem strandbred og boelger, saa det var naesten som at bade i et 23 grader varmt vesterhav. Igen havde vi naesten det hele for os selv. Vi lejede tre mountainbikes og cyklede et lille stykke til et vandhul i skoven. Krystalklart vand, haengekoejer og liggestole under palmetag, en lille cafe og saa skoven hele vejen rundt om. Det var simpelthen tropeparadis af ypperste klasse. Om aftenen taendte vaerten paa hotellet for et fjernsyn med en slags indbygget musikprogram, og saa stod den ellers paa gensyn med 80'erne inkl. musikvideoer, mens hotelfatter rokkede i gyngestolen til. Meget pudsigt. Vi fik et ordentligt regnvejr ind, og jeg saa den flotteste dobbelte regnbue, jeg har set endnu.
Om morgenen vaagnede jeg allerede klokken 5, saa jeg stod op og satte mig ud i en havestol og saa solen staa op. Efter morgenmad tjekkede vi igen ud og tog videre til Merida, hvor jeg stadig sidder nu. Hacienda Merida er en slags backpacker-sted, og her er faktisk tourister fra flere lande. I gaar lejede jeg en cykel igen og besoegte et stort vandfald, og i dag har jeg set petriglyffer (en slags stenudskaeringer), lidt udsigt og koebt oekologisk kaffe paa den mest kendte farm paa oeen. Christine og Soeren tjekkede ud i morges (klokken er 17 her nu), og tog videre mod Granada, og jeg bliver her til imorgen, hvor jeg saa lige kan naa at se et lille museum i Altagracia, inden jeg tager faergen over til fastlandet igen.
Al den renden rundt saetter sig lidt i kroppen. I dag onsdag er foerste dag, jeg ikke har ondt i benene efter Concepcion i loerdags, og alligevel var paa klatring til vandfaldet i gaar, hvor der ogsaa var lidt stigning paa. I dag har jeg vel cyklet 25 km paa temmelig ujaevn vej, saa nu er jeg godt oem bagi. Man skal opad, hver gang man besoeger nogen steder paa saadan en vulkan-oe.
Planen for resten af opholdet ser ca. saadan ud:
8/11: Afgang fra Ometepe tilbage til fodboldskolen.
Weekend (9-11 nov): Maaske et lille besoeg i San Juan del Sur, hvor der kommer skildpadder ind og laegger aeg. Det gad jeg godt se.
Mandag-Fredag (12-16 nov): Spanskundervisning.
Loerdag 17/11: Afgang fra fodboldskolen til Granada.
Soendag-Onsdag (18-21 nov): Tourist i Granada. Jeg er nok noedt til lige at smutte omkring Volcan Mombacho soendag :-).
Torsdag 22/11: Tourist i Managua
Fredag 23/11: Afgang mod Danmark
Loerdag 24/11: Ankomst i Koebenhavn klokken 15:15.
Naa, nu blev det vidst til et langt indlaeg igen. Saa maa vi se, hvornaar der igen kommer nyt. Der er jo kun to uger tilbage, og jeg glaeder mig lidt til at komme hjem.
Solnedgangen venter, saa hyg jer derhjemme.
Hilsen Anders
Jeg skrev det vidst ogsaa sidst, men her er godt nok dejligt at vaere. Soendag og mandag sov vi paa to forskellige strande, og fordi der er lavsaeson, har vi naesten haft hotellerne for os selv.
Efter jeg skrev sidst tog vi en taxi og skrev os ind paa et hotel ved Laguna Chaco Verde. De havde de vildeste smaa luksushytter, selv efter hjemlig standard, men vi noejedes dog med lidt mindre. Slappede af, gik en lille tur hen til naturreservatet ved lagunen og badede i Lago de Nicaragua mens solen gik ned.
Dagen efter tog vi videre til oeens bedste strand paa den modsatte side, playa Santo Domingo. Hotellerne laa virkelig direkte paa stranden, og her var der ligefrem strandbred og boelger, saa det var naesten som at bade i et 23 grader varmt vesterhav. Igen havde vi naesten det hele for os selv. Vi lejede tre mountainbikes og cyklede et lille stykke til et vandhul i skoven. Krystalklart vand, haengekoejer og liggestole under palmetag, en lille cafe og saa skoven hele vejen rundt om. Det var simpelthen tropeparadis af ypperste klasse. Om aftenen taendte vaerten paa hotellet for et fjernsyn med en slags indbygget musikprogram, og saa stod den ellers paa gensyn med 80'erne inkl. musikvideoer, mens hotelfatter rokkede i gyngestolen til. Meget pudsigt. Vi fik et ordentligt regnvejr ind, og jeg saa den flotteste dobbelte regnbue, jeg har set endnu.
Om morgenen vaagnede jeg allerede klokken 5, saa jeg stod op og satte mig ud i en havestol og saa solen staa op. Efter morgenmad tjekkede vi igen ud og tog videre til Merida, hvor jeg stadig sidder nu. Hacienda Merida er en slags backpacker-sted, og her er faktisk tourister fra flere lande. I gaar lejede jeg en cykel igen og besoegte et stort vandfald, og i dag har jeg set petriglyffer (en slags stenudskaeringer), lidt udsigt og koebt oekologisk kaffe paa den mest kendte farm paa oeen. Christine og Soeren tjekkede ud i morges (klokken er 17 her nu), og tog videre mod Granada, og jeg bliver her til imorgen, hvor jeg saa lige kan naa at se et lille museum i Altagracia, inden jeg tager faergen over til fastlandet igen.
Al den renden rundt saetter sig lidt i kroppen. I dag onsdag er foerste dag, jeg ikke har ondt i benene efter Concepcion i loerdags, og alligevel var paa klatring til vandfaldet i gaar, hvor der ogsaa var lidt stigning paa. I dag har jeg vel cyklet 25 km paa temmelig ujaevn vej, saa nu er jeg godt oem bagi. Man skal opad, hver gang man besoeger nogen steder paa saadan en vulkan-oe.
Planen for resten af opholdet ser ca. saadan ud:
8/11: Afgang fra Ometepe tilbage til fodboldskolen.
Weekend (9-11 nov): Maaske et lille besoeg i San Juan del Sur, hvor der kommer skildpadder ind og laegger aeg. Det gad jeg godt se.
Mandag-Fredag (12-16 nov): Spanskundervisning.
Loerdag 17/11: Afgang fra fodboldskolen til Granada.
Soendag-Onsdag (18-21 nov): Tourist i Granada. Jeg er nok noedt til lige at smutte omkring Volcan Mombacho soendag :-).
Torsdag 22/11: Tourist i Managua
Fredag 23/11: Afgang mod Danmark
Loerdag 24/11: Ankomst i Koebenhavn klokken 15:15.
Naa, nu blev det vidst til et langt indlaeg igen. Saa maa vi se, hvornaar der igen kommer nyt. Der er jo kun to uger tilbage, og jeg glaeder mig lidt til at komme hjem.
Solnedgangen venter, saa hyg jer derhjemme.
Hilsen Anders
søndag den 4. november 2007
Survivors
Lige et lille indlaeg for at markere, at vi kom godt op og ned paa vulkanturen i gaar. Jeg skrev egentlig indlaegget i gaar aftes, men stroemmen er lidt ustabil her paa Ometepe, saa nu proever jeg igen...
Hvis man forestiller sig en vandretur paa 7 km gennem taet skov med en temperatur paa ca. 30 grader, en luftfugtighed omkring 50 % og en gennemsnitlig stigning de sidste 4 km paa 35 %, saa ved man ca., hvad vi lavede i gaar. Og saa selvfoelgelig den samme tur ned igen.
Klokken ca. 7 koerte vi fra hotellet sammen med guiden Erick, som baade talte let forstaaeligt spansk og engelsk. Gaaturen op begyndte en lille halv time senere, op og op gennem Volcan Concepcions taette skovklaedte skraaninger. Undervejs holdt vi godt med pauser for at drikke vand, og Erick var god til at vise fugle,
planter, termitter, aber og meget mere undervejs. Han havde advaret os om, at det var en haard tur, og han havde minsandten ret. 10:30 naaede vi et udkigspunkt i 1000 meters hoejde, lige over traegraensen. Det var skyet, da vi naaede op, men vejret skifter lynhurtigt paa saadan en vulkan, saa inden laenge havde vi udsigt over Lago de Nicaragua, Rivas, Isla Zapatera, Granada og saagar et glimt af Volcan Mombachos top mellem skyerne. I lidt klarere vejr havde vi kunnet se Stillehavet, som vi lige praecis ikke kunne skimte.
Vi spiste en del af vores medbragte mad (chokolade, kiks, rosiner, peanuts og frugt), og Erick fortalte os, at de fleste turister ikke kom laengere end dette punkt. Concepcion var begyndt at roere paa sig igen i 2005, og siden da havde han ikke vaeret helt paa toppen. Normalt har der siden vaeret smaa udbrud af aske og sten en gang om ugen, men sidste gang er en maaned siden, saa nu gaar de og lurer lidt paa, hvad vulkanen kan finde paa. Han var villig til at tage os med smaa 400 meter laengere op, og Soeren og jeg slog til. Vi efterlod Christine og rygsaekkene, og begav os det sidste stykke op.
Da foerst vi naaede saa taet paa toppen, at der heller ikke groede graes laengere, blev klatreturen virkelig til klatretur med masser af smaasten og lignende, men det var hele besvaeret vaerd, da vi saa kom saa langt. Saa sad vi tre der i et maanelignende landskab med skiftende skydaekke, gribbe svaevende under os og kunne nyde en helt vild udsigt. Man gaar fra den ene utrolige udsigt hernede efter den anden, og man tror hver gang, at det her er det smukkeste i verden, men fra 1400 meters hoejde var det virkelig fuldstaendig storslaaet. At sidde der paa stenskraaningen paa en aktiv vulkan med foelelsen af, at vi selv var klatret hele vejen op var helt fantastisk. Virkelig et af de oejeblikke, som man altid vil huske.
Vejen ned var lidt lettere end op, men det var stadig haardt arbejde, og isaer paa det oeverste stykke med mange smaasten kom mine sko igen til deres ret i forhold til Soerens kondisko. Efter at have klatret ned til bilen satte Erick os af ved hotellet igen ved 15-tiden, og da var vi godt moere i benene. Og paent roede, for vi var saa dumme ikke at bruge vores solcreme i gaar, saa specielt Christine er noget braendt i dag. Forhaabentlig varer det ikke saa laenge.
I dag staar den bare paa afslapning og transport til Chaco Verde. Vi spiste aftensmad i gaar paa et lille pizzaria og morgenmad hos en amerikansk kvinde, som lige har aabnet restaurant her i Moyogalpa. Ometepe er simpelthen saa fredeligt og rart et sted, praecis som man forestiller sig en lille oe i Caribien er, bare uden risikoen for at staa i den forkerte ende af en kniv. Skulle man nogensinde vaelge at slaa sig ned andre steder end i Danmark, kunne dette godt vaere stedet.
Nu putter jeg lige et par billeder paa, og saa rykker vi snart videre. Det lyder til, at der har vaeret mudderskred paa Volcan Maderas pga. den megen regn for nylig, saa det er muligt, at jeg dropper den klatretur. Det kan ogsaa kun blive en skuffelse efter Concepcion. Planen er foreloebig at tjekke ind ved Chaco Verde (den groenne lagune) og saa finde en palmebar naer stranden. Benene har vist godt af lidt hvile efter i gaar.
Hyg jer hjemme i kulden. Jeg skriver nok igen her i ugen.
Hilsen Anders
Hvis man forestiller sig en vandretur paa 7 km gennem taet skov med en temperatur paa ca. 30 grader, en luftfugtighed omkring 50 % og en gennemsnitlig stigning de sidste 4 km paa 35 %, saa ved man ca., hvad vi lavede i gaar. Og saa selvfoelgelig den samme tur ned igen.
Klokken ca. 7 koerte vi fra hotellet sammen med guiden Erick, som baade talte let forstaaeligt spansk og engelsk. Gaaturen op begyndte en lille halv time senere, op og op gennem Volcan Concepcions taette skovklaedte skraaninger. Undervejs holdt vi godt med pauser for at drikke vand, og Erick var god til at vise fugle,
planter, termitter, aber og meget mere undervejs. Han havde advaret os om, at det var en haard tur, og han havde minsandten ret. 10:30 naaede vi et udkigspunkt i 1000 meters hoejde, lige over traegraensen. Det var skyet, da vi naaede op, men vejret skifter lynhurtigt paa saadan en vulkan, saa inden laenge havde vi udsigt over Lago de Nicaragua, Rivas, Isla Zapatera, Granada og saagar et glimt af Volcan Mombachos top mellem skyerne. I lidt klarere vejr havde vi kunnet se Stillehavet, som vi lige praecis ikke kunne skimte.Vi spiste en del af vores medbragte mad (chokolade, kiks, rosiner, peanuts og frugt), og Erick fortalte os, at de fleste turister ikke kom laengere end dette punkt. Concepcion var begyndt at roere paa sig igen i 2005, og siden da havde han ikke vaeret helt paa toppen. Normalt har der siden vaeret smaa udbrud af aske og sten en gang om ugen, men sidste gang er en maaned siden, saa nu gaar de og lurer lidt paa, hvad vulkanen kan finde paa. Han var villig til at tage os med smaa 400 meter laengere op, og Soeren og jeg slog til. Vi efterlod Christine og rygsaekkene, og begav os det sidste stykke op.
Da foerst vi naaede saa taet paa toppen, at der heller ikke groede graes laengere, blev klatreturen virkelig til klatretur med masser af smaasten og lignende, men det var hele besvaeret vaerd, da vi saa kom saa langt. Saa sad vi tre der i et maanelignende landskab med skiftende skydaekke, gribbe svaevende under os og kunne nyde en helt vild udsigt. Man gaar fra den ene utrolige udsigt hernede efter den anden, og man tror hver gang, at det her er det smukkeste i verden, men fra 1400 meters hoejde var det virkelig fuldstaendig storslaaet. At sidde der paa stenskraaningen paa en aktiv vulkan med foelelsen af, at vi selv var klatret hele vejen op var helt fantastisk. Virkelig et af de oejeblikke, som man altid vil huske.
Vejen ned var lidt lettere end op, men det var stadig haardt arbejde, og isaer paa det oeverste stykke med mange smaasten kom mine sko igen til deres ret i forhold til Soerens kondisko. Efter at have klatret ned til bilen satte Erick os af ved hotellet igen ved 15-tiden, og da var vi godt moere i benene. Og paent roede, for vi var saa dumme ikke at bruge vores solcreme i gaar, saa specielt Christine er noget braendt i dag. Forhaabentlig varer det ikke saa laenge.
I dag staar den bare paa afslapning og transport til Chaco Verde. Vi spiste aftensmad i gaar paa et lille pizzaria og morgenmad hos en amerikansk kvinde, som lige har aabnet restaurant her i Moyogalpa. Ometepe er simpelthen saa fredeligt og rart et sted, praecis som man forestiller sig en lille oe i Caribien er, bare uden risikoen for at staa i den forkerte ende af en kniv. Skulle man nogensinde vaelge at slaa sig ned andre steder end i Danmark, kunne dette godt vaere stedet.
Nu putter jeg lige et par billeder paa, og saa rykker vi snart videre. Det lyder til, at der har vaeret mudderskred paa Volcan Maderas pga. den megen regn for nylig, saa det er muligt, at jeg dropper den klatretur. Det kan ogsaa kun blive en skuffelse efter Concepcion. Planen er foreloebig at tjekke ind ved Chaco Verde (den groenne lagune) og saa finde en palmebar naer stranden. Benene har vist godt af lidt hvile efter i gaar.
Hyg jer hjemme i kulden. Jeg skriver nok igen her i ugen.
Hilsen Anders
fredag den 2. november 2007
Eventyr-oeen
OK, vejret er saa ikke vaerre hernede alligevel. De sidste par dage har vi i hvert fald haft godkendt vejr.
Jeg sidder nu paa Ometepe, hvor vi er ankommet til her ved 17-tiden lokal tid i dag. Det
var ganske cool, hvordan baade stod ud fra den lille havn i San Jorge (baad og havn som et lille faergeleje derhjemme), og saa dukkede Ometepe op af disen. Vejret var ganske klart, men oeens to vulkaner laa indhyllet i skyer, der var traeer helt ned til vandkanten og der steg roeg op et sted paa oeen. Bortset fra fravaeret af et par flyveoegler og lidt storslaaet musik, var det naesten som begyndelsen paa endnu en Jurassic Park-film. Vi har ogsaa taget billeder, men de maa lige komme paa bloggen senere.
Allerede i havnen i San Jorge blev vi "Sjanghaiet" af et par guider, hvoraf den ene tog med baaden over. Vi havde nu en god plan i forvejen, men han hjalp os med at faa kontakt til en trek-guide, Erik, som vi har snakket med her til aften, og som skal med os op paa Volcan Conception imorgen. Vulkanen er en af Nicaraguas hoejeste, og den mest aktive. Her var udbrud af gasser og sten saa sent som i 2005. Erik forklarede os, at det afhaengigt af vejr og vulkan maaske ikke er muligt at komme til toppen imorgen, og under alle omstaendigheder er det en klatretur paa 8-10 timer, saa vi skal tidligt op. Vi afventer situationen og ser, hvordan det gaar. Jeg er meget tilfreds med, at jeg har mine gode halvstoevler/vintersko med herned. Det er den ting, som jeg er mest glad for at have taget med.
Soeren og Christine planlaegger at tage videre til Granada onsdag eller torsdag, mens jeg sandsynligvis bliver her et par dage ekstra. Der er lige en ekstra vulkan (mindre, ikke aktiv) samt gamle petrogliffer, sten med inskriptioner, som jeg godt lige vil kigge paa. En formiddag paa en firehjulet crosser ud til en oede strand lyder ogsaa som en god plan.
Og bare rolig mor, jeg skal nok tage guider med rundt, saa jeg kommer hel ned igen :-).
Vi skal vist snart i seng, for der er afgang fra hotellet sammen med Erik 6:30 imorgen, og der skal vi have spist. Desuden har vi rejst hele dagen, med stemmeafgivning paa ambassaden i Managua og alt det, saa vi er lidt moere.
Faltas solamente una semana con clases de español, og det bliver i naeste uge.
Hyg jer derhjemme saa laenge, og se eller gense evt. Jurassic Park, mens I taenker paa os ;-)
\Anders
Jeg sidder nu paa Ometepe, hvor vi er ankommet til her ved 17-tiden lokal tid i dag. Det
var ganske cool, hvordan baade stod ud fra den lille havn i San Jorge (baad og havn som et lille faergeleje derhjemme), og saa dukkede Ometepe op af disen. Vejret var ganske klart, men oeens to vulkaner laa indhyllet i skyer, der var traeer helt ned til vandkanten og der steg roeg op et sted paa oeen. Bortset fra fravaeret af et par flyveoegler og lidt storslaaet musik, var det naesten som begyndelsen paa endnu en Jurassic Park-film. Vi har ogsaa taget billeder, men de maa lige komme paa bloggen senere.Allerede i havnen i San Jorge blev vi "Sjanghaiet" af et par guider, hvoraf den ene tog med baaden over. Vi havde nu en god plan i forvejen, men han hjalp os med at faa kontakt til en trek-guide, Erik, som vi har snakket med her til aften, og som skal med os op paa Volcan Conception imorgen. Vulkanen er en af Nicaraguas hoejeste, og den mest aktive. Her var udbrud af gasser og sten saa sent som i 2005. Erik forklarede os, at det afhaengigt af vejr og vulkan maaske ikke er muligt at komme til toppen imorgen, og under alle omstaendigheder er det en klatretur paa 8-10 timer, saa vi skal tidligt op. Vi afventer situationen og ser, hvordan det gaar. Jeg er meget tilfreds med, at jeg har mine gode halvstoevler/vintersko med herned. Det er den ting, som jeg er mest glad for at have taget med.
Soeren og Christine planlaegger at tage videre til Granada onsdag eller torsdag, mens jeg sandsynligvis bliver her et par dage ekstra. Der er lige en ekstra vulkan (mindre, ikke aktiv) samt gamle petrogliffer, sten med inskriptioner, som jeg godt lige vil kigge paa. En formiddag paa en firehjulet crosser ud til en oede strand lyder ogsaa som en god plan.
Og bare rolig mor, jeg skal nok tage guider med rundt, saa jeg kommer hel ned igen :-).
Vi skal vist snart i seng, for der er afgang fra hotellet sammen med Erik 6:30 imorgen, og der skal vi have spist. Desuden har vi rejst hele dagen, med stemmeafgivning paa ambassaden i Managua og alt det, saa vi er lidt moere.
Faltas solamente una semana con clases de español, og det bliver i naeste uge.
Hyg jer derhjemme saa laenge, og se eller gense evt. Jurassic Park, mens I taenker paa os ;-)
\Anders
onsdag den 31. oktober 2007
Sidste nyt fra Nica
Saa er der igen lidt nyt fra Centralamerika. I dag er jeg taget til Jinotepe for at ringe hjem paa fars foedselsdag, saa jeg kan jo lige saa godt opdatere her ogsaa.
Nu havde vi ellers lige vaennet os til godt vejr! Der er aabenbart tropisk storm paa Cuba, Haiti og Jamaica, og det giver altsaa regn til os igen. Foerst et par dage med graavejr og saa en ordentlig sjat vand i dag. Forhaabentlig klarer det op, foer vi skal til Ometepe.
I soendags opdagede vi tilfaeldigvis, at der er udskrevet valg hjemme i Danmark. Vi kan stemme paa ambassaden i Managua i denne uge, saa der tager vi til paa fredag. Soeren, Christine og jeg tager sandsynligvis direkte derfra til Ometepe, saa imorgen er altsaa sidste dag med undervisning denne uge. Saa har jeg kun fem dages spansk tilbage.
Paa skolen er vi flyttet i nyt koekken. Nu er det i en lukket bygning, saa vi slipper for insekterne til aftensmaden. Ikke daarligt. Til gengaeld var det saadan set meget hyggeligt at spise udenfor, men man kan jo ikke faa baade i pose og saek.
Det var vidst alt for nu. Hav det godt hjemme i kolde DK.
\Anders
Nu havde vi ellers lige vaennet os til godt vejr! Der er aabenbart tropisk storm paa Cuba, Haiti og Jamaica, og det giver altsaa regn til os igen. Foerst et par dage med graavejr og saa en ordentlig sjat vand i dag. Forhaabentlig klarer det op, foer vi skal til Ometepe.
I soendags opdagede vi tilfaeldigvis, at der er udskrevet valg hjemme i Danmark. Vi kan stemme paa ambassaden i Managua i denne uge, saa der tager vi til paa fredag. Soeren, Christine og jeg tager sandsynligvis direkte derfra til Ometepe, saa imorgen er altsaa sidste dag med undervisning denne uge. Saa har jeg kun fem dages spansk tilbage.
Paa skolen er vi flyttet i nyt koekken. Nu er det i en lukket bygning, saa vi slipper for insekterne til aftensmaden. Ikke daarligt. Til gengaeld var det saadan set meget hyggeligt at spise udenfor, men man kan jo ikke faa baade i pose og saek.
Det var vidst alt for nu. Hav det godt hjemme i kolde DK.
\Anders
lørdag den 27. oktober 2007
Kulturens vugge i Nica
Puh, det bliver vist et langt indlaeg denne gang, saa nu maa vi se, hvor meget jeg naar, og om jeg ogsaa faar svaret paa en mail eller to.
Regntiden er endelig ovre! Efter en weekend sidst med rigtig heftig regn, tog det noget af mandag, og tirsdag/onsdag kom der kun tordenbyger omkring middag. Tirsdag fik vi en rigtig voldsom en af slagsen, og for at se hvordan vandet loeb i omraadet og i kanalerne omkring skolen, skiftede jeg til beskidt toej og roejsere, og loeb saa rundt og kiggede i styrtregnen, mens resten stod i koekkenet og undrede sig. Blass saa temmelig sjov ud i hovedet, da han kiggede ud, "Que pasa, Anders?" (hvad sker der, Anders?). Efter at jeg lige havde forklaret ham, hvorfor jeg var interesseret i at se maengden af vand de forskellige steder, fik han fat i en paraply og viste mig lidt ekstra rundt. Halvdelen af undervisningen bagefter fik vi til at gaa med at diskutere mulige maader at lede vand udenom/under det gamle hoensehus. Blass er rimelig skarp, og de lokale ved en del om, hvordan det er smartest at arbejde hernede.
I det hele taget har karakteren af min undervisning aendret sig paa det seneste. Jeg har faaet det meste af gramatikken, saa det handler meget om at oeve samtale om forskellige ting, samt at laese for at oeve struktur af saetninger. Jeg har faaet baade "den sidste mohikaner" og "aandernes hus" paa spansk af Blass, men nu maa vi se, hvor langt jeg naar med det.
Onsdag aften fandt vi en naesehornsbille i koekkenet. Jeg har aldrig nogensinde set saa stort et insekt. Hvis man ikke ved, hvad det drejer sig om, vil jeg skyde paa, at de ildspyene insekter i filmen "Starship Troopers" er lavet over samme model (dog selvfoelgelig lidt stoerre). Den her var nu stor nok, og staerk som bare pokker. Den sad paa kanten af en almindelig 5 liters havespand, og da Pedro loeftede kraeet fulgte spanden altsaa paent med! Den rumsterede ogsaa rundt, saa man skulle tro, det var en mus eller noget lignende.
Igen i denne uge noejedes jeg med tre ugers undervisning. Soeren og jeg havde snakket om, at det kunne vaere sjovt at se baseball hernede, og jeg laeste saa i avisen, at der var slutspilskamp i Masaya her i weekenden. Blass har tidligere vaeret guide i omraadet omkring Masaya, saa han gik med paa at vise os rundt torsdag og fredag. Som om det ikke var nok, er der hver torsdag traditionelle danse fra hele landet i det gamle marked, og fredag aften var "Noche de Ahuizotes", en slags Halloween med kaempe parade af folk klaedt ud som Nicaraguanske spoegelser og legender.
Siden torsdag morgen har vi altsaa vaeret i Masaya, de foerste to dage under kyndig ledelse af Blass. Vi startede hos keramikerne i San Juan de Oriente, hvor 92 % af befolkningen arbejder med keramik! Vi fik endda lov til at proeve selv. Fin krukke Anders, hvor svaert kan det vaere :D. Efter at have studeret forskellige arbejdsmetoder indenfor keramik, var vi i Catarina og se udsigten over Laguna de Apoyo, Granada og Volcan Mombacho, som jeg ogsaa saa sammen med Blass og Merling, sidst jeg var her i Masaya. Efter middag var vi paa guidet tur gennem markederne, som virkelig er som man forestiller sig sydlandske markeder: Smaa boder klemt godt sammen omkring centrale gader. Torsdag aften fik vi saa typisk mad, comida Nicaragüense, som bestod af Gallo Pinto (ris og boenner), oksekoed, ost, salat og stegte bananer. Meget laekkert. Saa saa vi de traditionelle danse og lokal musik med tilhoerende forklaringer fra Blass. Virkelig en god aften.
Fredag morgen efter morgenmaden stod programmet paa Reserva Natural Volcan Masaya, hvor vi besoegte et lille museum, parkens fem kratere (heraf et aktivt, total vild oplevelse at staa paa kanten og kigge ned), og fik en guidet tur gennem en lavaskabt tunnel fyldt med flagermus. Beklager det skaeve billede :-) Omraadet omkring vulkanen var virkelig specielt, det kan naesten ikke beskrives. Heldigvis var dagen meget klar, og udsigten var helt vild! Efter en god middag, blev vi guidet rundt paa Fortaleza Coyotepe, et gammelt fort og faengsel paa toppen af en bakke i udkanten af Masaya. Udsigten herfra var mindst lige saa god som fra vulkanerne, og det var ogsaa temmelig specielt at opleve de gamle underjordiske celler, hvor fangerne var samlet sammen med maaske ti mand i en celle paa stoerrelse med mit koekken derhjemme. I nogle af cellerne i de lavere niveauer var der endda stadig blodspor paa vaeggene efter tortur af fanger. Vildt at taenke paa, at fortet blev brugt som faengsel mm. saa sent som under borgerkrigen i 1979...
Sent paa eftermiddagen tilbage paa hotellet tog vi afsked med Blass, og derefter moedte vi foerst Rob fra Seattle i USA og derefter Heather fra Vancouver i Canada. Begge er i Masaya alene, saa vi fulgtes med dem til aftensmad, og bagefter til "Skraekparade" i Masayas gader. Hele byen maa have vaeret med. Det mindede faktisk en del om karneval i Aalborg, bortset fra udklaedningerne fra den lokale folklore. Det var festligt og hyggeligt, og klokken var vidst omkring halv elleve, foer vi gik fra optoget. Rob, Soeren og Christine ville gerne have lidt ekstra festivitas, saa jeg fulgtes tilbage til hotellet med Heather, og saa sad vi og snakkede i en times tid, til de andre kom tilbage. Baade hende og Rob har tidligere haft spanskundervisning i meget laengere tid end os, saa de kan begaa sig rigtig fint hernede.
I dag har vi vaeret tilbage paa markedet og hente et ordentlig laes souvenirs, og klokken to tog vi saa ud til stadion til baseball (eller beisball, som den forspanskede version hedder). Rob kom ogsaa, og da han kom ind paa stadion, blev han spurgt af billetgutten, om han ledte efter sine venner. "De sidder lige derovre". Der bliver virkelig lagt maerke til os hernede, og vi var sikkert de eneste fire hvide paa stadion, bortset fra et par af spillerne. Meget sjovt. Stemningen doede desvaerre lidt, da Masayas reservepitcher sent i kampen foraerede gaesterne fra Chinandega sejren paa kun fire bolde. Indtil da havde Masaya ellers siddet paa det hele, men lige lidt hjalp det altsaa. Alligevel ogsaa en speciel oplevelse.
Siden har vi spist med Rob i Parque Central, og vi naaede ogsaa lige at hilse paa Heather igen paa hotellet, inden vi gik paa internet-cafe. Baade Rob og Heather bliver i Masaya og ser paa flere traditionelle danse imorgen, men vi tager tilbage til fodboldskolen saa tidlig som muligt.
Naeste uge staar den paa undervisning hele ugen, hvorefter vores tremandshold efter planerne igen tager paa tur, denne gang til den skoenne natur paa Isla Ometepe. Det er rigtig fedt at vaere afsted sammen med Soeren og Christine, da jeg saa ogsaa har muligheden for at opleve lidt af den sydlandske stemning efter moerkets frembrud. De er fra Middelfart og kender i oevrigt Kresten. Selvfoelgelig goer de det. Det er godt nok en lille verden!
Regntiden er endelig ovre! Efter en weekend sidst med rigtig heftig regn, tog det noget af mandag, og tirsdag/onsdag kom der kun tordenbyger omkring middag. Tirsdag fik vi en rigtig voldsom en af slagsen, og for at se hvordan vandet loeb i omraadet og i kanalerne omkring skolen, skiftede jeg til beskidt toej og roejsere, og loeb saa rundt og kiggede i styrtregnen, mens resten stod i koekkenet og undrede sig. Blass saa temmelig sjov ud i hovedet, da han kiggede ud, "Que pasa, Anders?" (hvad sker der, Anders?). Efter at jeg lige havde forklaret ham, hvorfor jeg var interesseret i at se maengden af vand de forskellige steder, fik han fat i en paraply og viste mig lidt ekstra rundt. Halvdelen af undervisningen bagefter fik vi til at gaa med at diskutere mulige maader at lede vand udenom/under det gamle hoensehus. Blass er rimelig skarp, og de lokale ved en del om, hvordan det er smartest at arbejde hernede.
I det hele taget har karakteren af min undervisning aendret sig paa det seneste. Jeg har faaet det meste af gramatikken, saa det handler meget om at oeve samtale om forskellige ting, samt at laese for at oeve struktur af saetninger. Jeg har faaet baade "den sidste mohikaner" og "aandernes hus" paa spansk af Blass, men nu maa vi se, hvor langt jeg naar med det.
Onsdag aften fandt vi en naesehornsbille i koekkenet. Jeg har aldrig nogensinde set saa stort et insekt. Hvis man ikke ved, hvad det drejer sig om, vil jeg skyde paa, at de ildspyene insekter i filmen "Starship Troopers" er lavet over samme model (dog selvfoelgelig lidt stoerre). Den her var nu stor nok, og staerk som bare pokker. Den sad paa kanten af en almindelig 5 liters havespand, og da Pedro loeftede kraeet fulgte spanden altsaa paent med! Den rumsterede ogsaa rundt, saa man skulle tro, det var en mus eller noget lignende.
Igen i denne uge noejedes jeg med tre ugers undervisning. Soeren og jeg havde snakket om, at det kunne vaere sjovt at se baseball hernede, og jeg laeste saa i avisen, at der var slutspilskamp i Masaya her i weekenden. Blass har tidligere vaeret guide i omraadet omkring Masaya, saa han gik med paa at vise os rundt torsdag og fredag. Som om det ikke var nok, er der hver torsdag traditionelle danse fra hele landet i det gamle marked, og fredag aften var "Noche de Ahuizotes", en slags Halloween med kaempe parade af folk klaedt ud som Nicaraguanske spoegelser og legender.
Siden torsdag morgen har vi altsaa vaeret i Masaya, de foerste to dage under kyndig ledelse af Blass. Vi startede hos keramikerne i San Juan de Oriente, hvor 92 % af befolkningen arbejder med keramik! Vi fik endda lov til at proeve selv. Fin krukke Anders, hvor svaert kan det vaere :D. Efter at have studeret forskellige arbejdsmetoder indenfor keramik, var vi i Catarina og se udsigten over Laguna de Apoyo, Granada og Volcan Mombacho, som jeg ogsaa saa sammen med Blass og Merling, sidst jeg var her i Masaya. Efter middag var vi paa guidet tur gennem markederne, som virkelig er som man forestiller sig sydlandske markeder: Smaa boder klemt godt sammen omkring centrale gader. Torsdag aften fik vi saa typisk mad, comida Nicaragüense, som bestod af Gallo Pinto (ris og boenner), oksekoed, ost, salat og stegte bananer. Meget laekkert. Saa saa vi de traditionelle danse og lokal musik med tilhoerende forklaringer fra Blass. Virkelig en god aften.
Fredag morgen efter morgenmaden stod programmet paa Reserva Natural Volcan Masaya, hvor vi besoegte et lille museum, parkens fem kratere (heraf et aktivt, total vild oplevelse at staa paa kanten og kigge ned), og fik en guidet tur gennem en lavaskabt tunnel fyldt med flagermus. Beklager det skaeve billede :-) Omraadet omkring vulkanen var virkelig specielt, det kan naesten ikke beskrives. Heldigvis var dagen meget klar, og udsigten var helt vild! Efter en god middag, blev vi guidet rundt paa Fortaleza Coyotepe, et gammelt fort og faengsel paa toppen af en bakke i udkanten af Masaya. Udsigten herfra var mindst lige saa god som fra vulkanerne, og det var ogsaa temmelig specielt at opleve de gamle underjordiske celler, hvor fangerne var samlet sammen med maaske ti mand i en celle paa stoerrelse med mit koekken derhjemme. I nogle af cellerne i de lavere niveauer var der endda stadig blodspor paa vaeggene efter tortur af fanger. Vildt at taenke paa, at fortet blev brugt som faengsel mm. saa sent som under borgerkrigen i 1979...Sent paa eftermiddagen tilbage paa hotellet tog vi afsked med Blass, og derefter moedte vi foerst Rob fra Seattle i USA og derefter Heather fra Vancouver i Canada. Begge er i Masaya alene, saa vi fulgtes med dem til aftensmad, og bagefter til "Skraekparade" i Masayas gader. Hele byen maa have vaeret med. Det mindede faktisk en del om karneval i Aalborg, bortset fra udklaedningerne fra den lokale folklore. Det var festligt og hyggeligt, og klokken var vidst omkring halv elleve, foer vi gik fra optoget. Rob, Soeren og Christine ville gerne have lidt ekstra festivitas, saa jeg fulgtes tilbage til hotellet med Heather, og saa sad vi og snakkede i en times tid, til de andre kom tilbage. Baade hende og Rob har tidligere haft spanskundervisning i meget laengere tid end os, saa de kan begaa sig rigtig fint hernede.
I dag har vi vaeret tilbage paa markedet og hente et ordentlig laes souvenirs, og klokken to tog vi saa ud til stadion til baseball (eller beisball, som den forspanskede version hedder). Rob kom ogsaa, og da han kom ind paa stadion, blev han spurgt af billetgutten, om han ledte efter sine venner. "De sidder lige derovre". Der bliver virkelig lagt maerke til os hernede, og vi var sikkert de eneste fire hvide paa stadion, bortset fra et par af spillerne. Meget sjovt. Stemningen doede desvaerre lidt, da Masayas reservepitcher sent i kampen foraerede gaesterne fra Chinandega sejren paa kun fire bolde. Indtil da havde Masaya ellers siddet paa det hele, men lige lidt hjalp det altsaa. Alligevel ogsaa en speciel oplevelse.
Siden har vi spist med Rob i Parque Central, og vi naaede ogsaa lige at hilse paa Heather igen paa hotellet, inden vi gik paa internet-cafe. Baade Rob og Heather bliver i Masaya og ser paa flere traditionelle danse imorgen, men vi tager tilbage til fodboldskolen saa tidlig som muligt.
Naeste uge staar den paa undervisning hele ugen, hvorefter vores tremandshold efter planerne igen tager paa tur, denne gang til den skoenne natur paa Isla Ometepe. Det er rigtig fedt at vaere afsted sammen med Soeren og Christine, da jeg saa ogsaa har muligheden for at opleve lidt af den sydlandske stemning efter moerkets frembrud. De er fra Middelfart og kender i oevrigt Kresten. Selvfoelgelig goer de det. Det er godt nok en lille verden!
lørdag den 20. oktober 2007
Opdatering fra León
Saa er der lige en lille opdatering fra León.
Der har regnet heftigt hele dagen indtil for en time siden (lokal tid nu er 16). Jeg har lige siddet og faaet en kop god, oekologisk kaffe. Samme sted kan man faa morgenmad med aeg, bacon, broed, pandekager og den slags, saa det skal jeg vist have imorgen, inden jeg tager herfra :-).
I formiddags gik jeg paa museumsjagt igen, men klokken var ikke mere end halv ni, foer det oesede ned. Jeg forsoegte at vente regnen vaek, men den gik ikke, og de fleste af de museer, jeg havde kik paa, havde alligevel ikke aaben om loerdagen, saa jeg blev egentlig bare temmelig vaad til ingen nytte. Jeg fik dog lige brugt en time paa "Museo y archivo Rubén Dario", som er til minde om en poet og digter, deres stoerste verdensnavn hernede.
Jeg fik gourmet frokost paa et lille sted til ca. 30 kroner. Virkelig laekkert. Jeg gik tilbage til hotellet for at toerre mit toej lidt, og saa var der Everton - Liverpool paa Fox Sports :-).
I gaar var jeg som naevnt paa kunstmuseum. Jeg gav mig god tid, for det saa ikke saa stort ud, og jeg ville gerne bruge en times tid der, men det var meget stoerre inde bagved, end jeg havde regnet med, saa jeg naaede faktisk ikke at se det hele, foer de lukkede.
Naa, nu styrter det ned igen, saa jeg bliver nok her i naerheden og spiser, inden jeg gaar tilbage til hotellet, og saa haaber jeg paa, at jeg kan komme nogenlunde tidligt herfra imorgen.
Forresten: Hvis man skal have fat i mig ved noedstilfaelde, er nummeret til Brians mobiltelefon 667-3775 og landekoden til Nica er 505. Saa har han sikkert styr paa, hvor jeg er henne. Det er dog temmelig dyrt, saa det er som sagt kun, hvis det er meget vigtigt.
Jeg har hoert, at efteraaret hjemme er koeligt men rart, saa I maa hygge jer derhjemme.
Hasta semana proxima.
Anders
Der har regnet heftigt hele dagen indtil for en time siden (lokal tid nu er 16). Jeg har lige siddet og faaet en kop god, oekologisk kaffe. Samme sted kan man faa morgenmad med aeg, bacon, broed, pandekager og den slags, saa det skal jeg vist have imorgen, inden jeg tager herfra :-).
I formiddags gik jeg paa museumsjagt igen, men klokken var ikke mere end halv ni, foer det oesede ned. Jeg forsoegte at vente regnen vaek, men den gik ikke, og de fleste af de museer, jeg havde kik paa, havde alligevel ikke aaben om loerdagen, saa jeg blev egentlig bare temmelig vaad til ingen nytte. Jeg fik dog lige brugt en time paa "Museo y archivo Rubén Dario", som er til minde om en poet og digter, deres stoerste verdensnavn hernede.
Jeg fik gourmet frokost paa et lille sted til ca. 30 kroner. Virkelig laekkert. Jeg gik tilbage til hotellet for at toerre mit toej lidt, og saa var der Everton - Liverpool paa Fox Sports :-).
I gaar var jeg som naevnt paa kunstmuseum. Jeg gav mig god tid, for det saa ikke saa stort ud, og jeg ville gerne bruge en times tid der, men det var meget stoerre inde bagved, end jeg havde regnet med, saa jeg naaede faktisk ikke at se det hele, foer de lukkede.
Naa, nu styrter det ned igen, saa jeg bliver nok her i naerheden og spiser, inden jeg gaar tilbage til hotellet, og saa haaber jeg paa, at jeg kan komme nogenlunde tidligt herfra imorgen.
Forresten: Hvis man skal have fat i mig ved noedstilfaelde, er nummeret til Brians mobiltelefon 667-3775 og landekoden til Nica er 505. Saa har han sikkert styr paa, hvor jeg er henne. Det er dog temmelig dyrt, saa det er som sagt kun, hvis det er meget vigtigt.
Jeg har hoert, at efteraaret hjemme er koeligt men rart, saa I maa hygge jer derhjemme.
Hasta semana proxima.
Anders
fredag den 19. oktober 2007
Leonese tradiciones
Saa er jeg i León i det nordvestlige hjoerne af Nicaragua. Jeg kom hertil i gaar, men mere om det om lidt.
Sidst jeg skrev var i Jinotepe, vidst nok i loerdags. Da vi kom tilbage til skolen, tog jeg et spil matador paa spansk med Soeren og Christine. Det er godt nok laenge siden, jeg har spillet det sidst. Med lidt hjaelp fra ordbogen, forstod vi vidst det meste.
Soendag lavede jeg ikke saa meget. Jeg sad ude under et halvtag og laeste det meste af dagen.
Mandag var jeg igen et smut i Jinotepe sammen med Brian og Tina om formiddagen for at printe lidt af Tjalfes noter om kompostering + min "billet" hjem. Hjemturen bliver over Miami og Madrid, og den blev vidst lidt dyr, fordi der ikke er laengere til. Havde jeg bestilt den en uge tidligere, havde jeg sparet 1.500 kroner men pyt med det.
Her i ugen har jeg haft undervisning med Blass om eftermiddagen, fordi han og Meyling underviser Soeren og Christine om formiddagen. Det passer mig saadan set udmaerket, for saa kan jeg lave lektier om formiddagen, og saa gaar det meste af dagen faktisk med spansk. Det virker som om, regnen allerede er begyndt at tage af igen, men det er naesten for godt til at vaere sandt. Der har nu vaeret flere dage, hvor solen har skinnet i nogle timer.
Som jeg naevnte sidst, var det min plan at tage et smut til León, for museer og kirker egner sig godt til regn. Efter at have boerstet endnu en skorpion af min rygsaek (dumme kravl!), koerte jeg med Brian og Tina ind til Jinotepe torsdag morgen, tog en lille omvej med bussen til Managua gennem La Concelación, hvor der var utroligt flot, og saa bussen fra Managua de sidste 100 km nordpaa til León. Det er en rigtig universitetsby fyldt med studerende i alle aldre, og der er kirker overalt. Det er ogsaa et af de varmeste omraader i Nicaragua... Hurra for aircondition i bussen :-)
Jeg ankom altsaa i gaar ved 13:30-tiden. Mit valg af hotel saa ud til at vaere lukket, saa jeg gik hen til en lille park og fik mig en hamburger til 6,50 kr. Klokken 14 burde siestaen vaere overstaaet, saa jeg gik tilbage til hotellet, hvor der godt nok var aabent, ogsaa for en halv time siden. De har aabenbart bare altid tremmer for over det hele... Vaertinden guidede mig videre til et hotel i naerheden, da der var fuldt optaget. Paa det andet hotel kunne de kun spansk, saa her maatte jeg rulle mig ud og bruge det laerte til noget :-). Jeg fik et lille enkeltvaerelse med eget bad, fjernsyn og ventilator men desvaerre kun koldt vand i bruseren (snoeft). Saa gik jeg paa kirkejagt og var forbi fem af de stoerste kirker i byen, inden jeg spiste tidlig aftensmad paa et lille italiensk/libanesisk sted. Det var helt maerkeligt at sidde og spise alene, efter at have vaeret vandt til selskab paa fodboldskolen. Herefter gik jeg tilbage til hotellet, saa jeg var der ca. kvart i seks, for jeg bryder mig ikke saa meget om at gaa alene rundt, naar moerket er faldet paa. Lidt fjernsyn, et bad og lidt laesning, og saa var det sengetid torsdag aften.
Tidligt op i morges, morgenmad paa hotellet (med i prisen), og saa igen paa tur rundt i byen. Jeg er virkelig blevet glad for den Lonely Planet, jeg fik af Claus derhjemme. I dag har jeg foreloebig kigget paa endnu en kirke, besoegt "Museo de heroes y legendas" og vaeret i katedralen i midten af byen. Sikke en kaempe bygning! Efter at have kigget mig omkring indenfor, fik jeg spurgt, om det kunne lade sig goere at komme paa taget (Lonely Planet igen), og det kunne det for ca. 15 kroner. Sikke en udsigt! Desvaerre var der overskyet, saa jeg kunne ikke se de mange vulkaner i omraadet, men der var en fabelagtig udsigt over hele byen. Jeg gik fejl af guiden foerst, men hun kom op med et nyt hold, og saa luskede jeg med dem rundt. Hun sagde, at det tog 103 aar! at bygge katedralen, som er den stoerste i Centralamerika og vidst nok i hele Latinamerika. Min frokost fik jeg paa en baenk i Parque Central udenfor (lokal mos, pommes frites, et aeble og en ispind), for den formidable sum af en rund tier regnet i dansk valuta (aeblet kostede naesten halvdelen :-) ). Nu er siestaen saa ved at vaere overstaaet, og jeg skal en tur paa kunstmusem. Afhaengig af vejret imorgen tager jeg enten ud til det naerliggende naturreservat Isla Juan Venudo ved Las Pinetas, eller ogsaa mangler jeg stadig et par museer her i byen. Jeg regner med at tage tilbage til skolen paa soendag.
Jeg har aftalt med Soeren og Christine, at vi kan foelges ad ud til Isla de Ometepe i Lago Nicaragua. Der er to vulkaner, og vi skal i hvert fald op ad den ene af dem. Vi vil dog gerne vente, til vejret er lidt bedre, saa vi ogsaa kan bruge udsigten til noget.
Jeg har ogsaa gaaet og kigget lidt paa souvenirs, for jeg vil jo gerne have et par gaver med hjem, men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal koebe. Jeg er nok noedt til at koebe en taske eller en kuffert ekstra, for at kunne slaebe noget hjem :-).
Det var alt for nu. Resten af León kommer maaske paa soendag fra Jinotepe, afhaengig af hvornaar jeg kommer herfra.
Hasta la vista.
Anders
Sidst jeg skrev var i Jinotepe, vidst nok i loerdags. Da vi kom tilbage til skolen, tog jeg et spil matador paa spansk med Soeren og Christine. Det er godt nok laenge siden, jeg har spillet det sidst. Med lidt hjaelp fra ordbogen, forstod vi vidst det meste.
Soendag lavede jeg ikke saa meget. Jeg sad ude under et halvtag og laeste det meste af dagen.
Mandag var jeg igen et smut i Jinotepe sammen med Brian og Tina om formiddagen for at printe lidt af Tjalfes noter om kompostering + min "billet" hjem. Hjemturen bliver over Miami og Madrid, og den blev vidst lidt dyr, fordi der ikke er laengere til. Havde jeg bestilt den en uge tidligere, havde jeg sparet 1.500 kroner men pyt med det.
Her i ugen har jeg haft undervisning med Blass om eftermiddagen, fordi han og Meyling underviser Soeren og Christine om formiddagen. Det passer mig saadan set udmaerket, for saa kan jeg lave lektier om formiddagen, og saa gaar det meste af dagen faktisk med spansk. Det virker som om, regnen allerede er begyndt at tage af igen, men det er naesten for godt til at vaere sandt. Der har nu vaeret flere dage, hvor solen har skinnet i nogle timer.
Som jeg naevnte sidst, var det min plan at tage et smut til León, for museer og kirker egner sig godt til regn. Efter at have boerstet endnu en skorpion af min rygsaek (dumme kravl!), koerte jeg med Brian og Tina ind til Jinotepe torsdag morgen, tog en lille omvej med bussen til Managua gennem La Concelación, hvor der var utroligt flot, og saa bussen fra Managua de sidste 100 km nordpaa til León. Det er en rigtig universitetsby fyldt med studerende i alle aldre, og der er kirker overalt. Det er ogsaa et af de varmeste omraader i Nicaragua... Hurra for aircondition i bussen :-)
Jeg ankom altsaa i gaar ved 13:30-tiden. Mit valg af hotel saa ud til at vaere lukket, saa jeg gik hen til en lille park og fik mig en hamburger til 6,50 kr. Klokken 14 burde siestaen vaere overstaaet, saa jeg gik tilbage til hotellet, hvor der godt nok var aabent, ogsaa for en halv time siden. De har aabenbart bare altid tremmer for over det hele... Vaertinden guidede mig videre til et hotel i naerheden, da der var fuldt optaget. Paa det andet hotel kunne de kun spansk, saa her maatte jeg rulle mig ud og bruge det laerte til noget :-). Jeg fik et lille enkeltvaerelse med eget bad, fjernsyn og ventilator men desvaerre kun koldt vand i bruseren (snoeft). Saa gik jeg paa kirkejagt og var forbi fem af de stoerste kirker i byen, inden jeg spiste tidlig aftensmad paa et lille italiensk/libanesisk sted. Det var helt maerkeligt at sidde og spise alene, efter at have vaeret vandt til selskab paa fodboldskolen. Herefter gik jeg tilbage til hotellet, saa jeg var der ca. kvart i seks, for jeg bryder mig ikke saa meget om at gaa alene rundt, naar moerket er faldet paa. Lidt fjernsyn, et bad og lidt laesning, og saa var det sengetid torsdag aften.
Tidligt op i morges, morgenmad paa hotellet (med i prisen), og saa igen paa tur rundt i byen. Jeg er virkelig blevet glad for den Lonely Planet, jeg fik af Claus derhjemme. I dag har jeg foreloebig kigget paa endnu en kirke, besoegt "Museo de heroes y legendas" og vaeret i katedralen i midten af byen. Sikke en kaempe bygning! Efter at have kigget mig omkring indenfor, fik jeg spurgt, om det kunne lade sig goere at komme paa taget (Lonely Planet igen), og det kunne det for ca. 15 kroner. Sikke en udsigt! Desvaerre var der overskyet, saa jeg kunne ikke se de mange vulkaner i omraadet, men der var en fabelagtig udsigt over hele byen. Jeg gik fejl af guiden foerst, men hun kom op med et nyt hold, og saa luskede jeg med dem rundt. Hun sagde, at det tog 103 aar! at bygge katedralen, som er den stoerste i Centralamerika og vidst nok i hele Latinamerika. Min frokost fik jeg paa en baenk i Parque Central udenfor (lokal mos, pommes frites, et aeble og en ispind), for den formidable sum af en rund tier regnet i dansk valuta (aeblet kostede naesten halvdelen :-) ). Nu er siestaen saa ved at vaere overstaaet, og jeg skal en tur paa kunstmusem. Afhaengig af vejret imorgen tager jeg enten ud til det naerliggende naturreservat Isla Juan Venudo ved Las Pinetas, eller ogsaa mangler jeg stadig et par museer her i byen. Jeg regner med at tage tilbage til skolen paa soendag.
Jeg har aftalt med Soeren og Christine, at vi kan foelges ad ud til Isla de Ometepe i Lago Nicaragua. Der er to vulkaner, og vi skal i hvert fald op ad den ene af dem. Vi vil dog gerne vente, til vejret er lidt bedre, saa vi ogsaa kan bruge udsigten til noget.
Jeg har ogsaa gaaet og kigget lidt paa souvenirs, for jeg vil jo gerne have et par gaver med hjem, men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal koebe. Jeg er nok noedt til at koebe en taske eller en kuffert ekstra, for at kunne slaebe noget hjem :-).
Det var alt for nu. Resten af León kommer maaske paa soendag fra Jinotepe, afhaengig af hvornaar jeg kommer herfra.
Hasta la vista.
Anders
lørdag den 13. oktober 2007
Loerdag igen.
Saa er der gaaet endnu en uge i junglen, og jeg er igen taget til Jinotepe. Denne gang sammen med Soeren og Christina, som kom her torsdag aften.
Hvad er der saa sket siden sidst?
I soendags var jeg jo med Blass og Meyling i Masaya til "Fiesta de San Jeronimo". Vi kom tidligt derind, og der var naermest torvestemning i byen. Vi var henne og se en kirken dedikeret til San Jeronimo, hvor de religioese kunne koebe stearinlys og faa velsignet deres ting. Derefter koerte vi et sted ud i byen og parkerede (vi havde laant Brians Mazda), og saa ventede vi ellers paa optoget til aere for deres lokale helgen. Blass fortalte mig, at der ikke var en planlagt rute, det tog folk bare rundt i byen, efterhaanden som de kom frem. Pludselig kom optoget saa vaeltende. Det var lidt som karneval i Aalborg med musiktrommer og dansende fulde folk, de var bare ikke klaedt ud. Midt i optoget kom saa en dynge unge maend med en stor kasse paa skuldrene med San Jeronimo paa toppen. De satte ham ned ca. hver 100 meter, og saa kunne man ellers faa velsignet toerklaeder, boern eller hvad man nu ellers havde med. Der var fyldt med saelgere af alt muligt, og der blev skudt fyrvaerkeri af over det hele. Meget festligt. Da optoget var passeret koerte vi ud, hver der var udsigt til Laguna de Masaya og den naerliggende Volcan Mombacho. Og saa begyndte det ellers at regne for alvor! Det var umuligt at se gaderne, saa vi koerte naermest bare i floder. Vi koerte ud til Blass og Meylings familier, som bor ca. 10 km fra Masaya. Der fik vi saa sen frokost. Familierne er ikke fattige som saadan; de tilhoerer vel naermest middelklassen i Nicaragua, men alligevel er det bare cement- og blikskure, de bor i. Meget maerkeligt. Klokken halv tre var det holdt op med at regne igen, og saa koerte vi tilbage til skolen. Meget begivenhedsrig dag.
Mandag og tirsdag skete der saadan set ikke saa meget. Af en eller anden grund var jeg temmelig traet, saa jeg sov et par timer hver eftermiddag. Mandag aften, da jeg skulle boerste taender, var der ligesom lidt graes i bunden af haandvasken, saa jeg taendte vandet for at skylle det vaek. Det kunne skorpionen (som det var, smaa 10 centimeter) ikke rigtigt li' saa den kravlede lidt til siden, saa jeg kunne komme til :-). Jeg kaldte paa Blass som kom og skar halen af den. Man kigger lige en ekstra gang i sine sko et par dage efter :-).
Onsdag snakkede jeg med Brian om landskampen mod Spanien, og han var i Jinotepe for at undersoege, om den evt. blev sendt paa ESPN. Det goer Spaniens kampe engang imellem hernede. Der var desvaerre ingen bonus, saa ingen landskamp til os her i eftermiddag.
Torsdag skete der heller ikke noget usaedvanligt, udover at Soeren og Christina kom sent om aftenen. Jeg hilste paa dem foerste gang i gaar, og de virker vaeldigt flinke. Det er rart nok, at der ogsaa er andre danskere her. Om et par uger kommer der vist nok endnu en. Fredag eftermiddag hjalp jeg Brian med at plante et vaeld af planter. Han er helt tosset med havearbejde. Vi gravede med haenderne i det bare mudder i oesene regnvejr, og det var faktisk meget hyggeligt. Man foelte sig naesten som barn igen :-).
I det hele taget har der regnet rigtig meget siden sidste fredag. Slutningen paa regntiden er virkelig kommet, og alt er bare mudder. Vores vagtmand Don Pedro siger, at det kun vil vare en uge til, men det er svaert at sige. I vaerste fald kan det blive ved et stykke ind i november. Vi krydser fingre...
I dag er jeg saa taget med Soeren og Christina til Jinotepe, saa de kan faa vekslet lidt penge, proeve busserne og se sig lidt omkring. Jeg kan efterhaanden begaa mig rimeligt paa (gebrokkent) spansk, saa laenge de ikke snakker alt for hurtigt. Det er virkelig gaaet staerkt med den intensive undervisning.
I naeste uge skal jeg vist til at have undervisning om eftermiddagen i stedet, saa Soeren og Christina kan faa formiddagen. Soeren har haft spansk i to aar paa gymnasiet, saa han kan nogen ord og kommer sikkert hurtigt efter det. Jeg har ogsaa snakket med Brian om, at jeg har et par ideer til, hvordan han kan faa lavet en god kompostering, saa endelig kan jeg bruge mit fag til en smule. Det kniber det ellers med, saa jeg har bestilt en billet hjem igen. Jeg flyver herfra den 23. november og lander i Koebenhavn dagen efter.
Indtil da kigger jeg mig lidt omkring i Nicaragua. Jeg regner med at tage en tur op til Leon her i slutningen af naeste uge. Det skulle vaere byen med fleste kirker og museer hernede, saa det egner sig fint til regnvejr.
I oevrigt vil jeg gerne sige tak til dem, som har sendt mail til mig her. Selv om man ikke har noget saerligt at fortaelle, er det rigtig rart lige at hoere lidt hjemmefra. Ogsaa kommentarerne her i bloggen saetter jeg pris paa.
Det var saa endnu en uge. Naeste indlaeg bliver sikkert fra Leon hen mod slutningen af ugen. Hav det godt derhjemme.
Hilsen Anders
Hvad er der saa sket siden sidst?
I soendags var jeg jo med Blass og Meyling i Masaya til "Fiesta de San Jeronimo". Vi kom tidligt derind, og der var naermest torvestemning i byen. Vi var henne og se en kirken dedikeret til San Jeronimo, hvor de religioese kunne koebe stearinlys og faa velsignet deres ting. Derefter koerte vi et sted ud i byen og parkerede (vi havde laant Brians Mazda), og saa ventede vi ellers paa optoget til aere for deres lokale helgen. Blass fortalte mig, at der ikke var en planlagt rute, det tog folk bare rundt i byen, efterhaanden som de kom frem. Pludselig kom optoget saa vaeltende. Det var lidt som karneval i Aalborg med musiktrommer og dansende fulde folk, de var bare ikke klaedt ud. Midt i optoget kom saa en dynge unge maend med en stor kasse paa skuldrene med San Jeronimo paa toppen. De satte ham ned ca. hver 100 meter, og saa kunne man ellers faa velsignet toerklaeder, boern eller hvad man nu ellers havde med. Der var fyldt med saelgere af alt muligt, og der blev skudt fyrvaerkeri af over det hele. Meget festligt. Da optoget var passeret koerte vi ud, hver der var udsigt til Laguna de Masaya og den naerliggende Volcan Mombacho. Og saa begyndte det ellers at regne for alvor! Det var umuligt at se gaderne, saa vi koerte naermest bare i floder. Vi koerte ud til Blass og Meylings familier, som bor ca. 10 km fra Masaya. Der fik vi saa sen frokost. Familierne er ikke fattige som saadan; de tilhoerer vel naermest middelklassen i Nicaragua, men alligevel er det bare cement- og blikskure, de bor i. Meget maerkeligt. Klokken halv tre var det holdt op med at regne igen, og saa koerte vi tilbage til skolen. Meget begivenhedsrig dag.
Mandag og tirsdag skete der saadan set ikke saa meget. Af en eller anden grund var jeg temmelig traet, saa jeg sov et par timer hver eftermiddag. Mandag aften, da jeg skulle boerste taender, var der ligesom lidt graes i bunden af haandvasken, saa jeg taendte vandet for at skylle det vaek. Det kunne skorpionen (som det var, smaa 10 centimeter) ikke rigtigt li' saa den kravlede lidt til siden, saa jeg kunne komme til :-). Jeg kaldte paa Blass som kom og skar halen af den. Man kigger lige en ekstra gang i sine sko et par dage efter :-).
Onsdag snakkede jeg med Brian om landskampen mod Spanien, og han var i Jinotepe for at undersoege, om den evt. blev sendt paa ESPN. Det goer Spaniens kampe engang imellem hernede. Der var desvaerre ingen bonus, saa ingen landskamp til os her i eftermiddag.
Torsdag skete der heller ikke noget usaedvanligt, udover at Soeren og Christina kom sent om aftenen. Jeg hilste paa dem foerste gang i gaar, og de virker vaeldigt flinke. Det er rart nok, at der ogsaa er andre danskere her. Om et par uger kommer der vist nok endnu en. Fredag eftermiddag hjalp jeg Brian med at plante et vaeld af planter. Han er helt tosset med havearbejde. Vi gravede med haenderne i det bare mudder i oesene regnvejr, og det var faktisk meget hyggeligt. Man foelte sig naesten som barn igen :-).
I det hele taget har der regnet rigtig meget siden sidste fredag. Slutningen paa regntiden er virkelig kommet, og alt er bare mudder. Vores vagtmand Don Pedro siger, at det kun vil vare en uge til, men det er svaert at sige. I vaerste fald kan det blive ved et stykke ind i november. Vi krydser fingre...
I dag er jeg saa taget med Soeren og Christina til Jinotepe, saa de kan faa vekslet lidt penge, proeve busserne og se sig lidt omkring. Jeg kan efterhaanden begaa mig rimeligt paa (gebrokkent) spansk, saa laenge de ikke snakker alt for hurtigt. Det er virkelig gaaet staerkt med den intensive undervisning.
I naeste uge skal jeg vist til at have undervisning om eftermiddagen i stedet, saa Soeren og Christina kan faa formiddagen. Soeren har haft spansk i to aar paa gymnasiet, saa han kan nogen ord og kommer sikkert hurtigt efter det. Jeg har ogsaa snakket med Brian om, at jeg har et par ideer til, hvordan han kan faa lavet en god kompostering, saa endelig kan jeg bruge mit fag til en smule. Det kniber det ellers med, saa jeg har bestilt en billet hjem igen. Jeg flyver herfra den 23. november og lander i Koebenhavn dagen efter.
Indtil da kigger jeg mig lidt omkring i Nicaragua. Jeg regner med at tage en tur op til Leon her i slutningen af naeste uge. Det skulle vaere byen med fleste kirker og museer hernede, saa det egner sig fint til regnvejr.
I oevrigt vil jeg gerne sige tak til dem, som har sendt mail til mig her. Selv om man ikke har noget saerligt at fortaelle, er det rigtig rart lige at hoere lidt hjemmefra. Ogsaa kommentarerne her i bloggen saetter jeg pris paa.
Det var saa endnu en uge. Naeste indlaeg bliver sikkert fra Leon hen mod slutningen af ugen. Hav det godt derhjemme.
Hilsen Anders
lørdag den 6. oktober 2007
Uge 2
En kedelig titel til indlaegget, men nu er der gaaet endnu en uge i Nicaragua.
Hvad har jeg saa lavet siden i soendags?
Efter spanskundervisningen mandag, hjalp jeg de lokalt ansatte arbejdere med at grave ud til vaegge til et nyt hoensehus. Brian har fire gutter fast ansat til at tage sig af det fysiske arbejde Mario, Benjamin, Alonso og Milton arbejder alle hverdage 7-12 og 13-17 plus loerdag 7-12 for 600 cordobas om ugen. Det svarer til ca. 180 Dkr... Det er ikke saa nemt at grave hernede, for jorden er meget leret, saa man maa bruge en hakke, foer jorden kan skovles vaek. Det var nu alligevel ikke saa haardt, som jeg havde regnet med, men jeg havde aabenbart faaet lidt rigeligt sol, for jeg fik det skidt om aftenen og sov ikke saerligt godt.
Tirsdag var jeg saa meget traet, saa der sov jeg det meste af eftermiddagen. Da jeg stod op, var der pludselig palmer ude foran huset. Dem havde Brian og Tina hentet, mens jeg sov.
Mine badetoefler gik i stykker i soendags (det var militaerets udleverede, saa pyt), saa onsdag morgen tog jeg med Brian og Tina i Mazdaen til hovedstaden Managua for at koebe nye. Brian og Tina havde andre aerinder, saa jeg blev sat i en taxi til Interplaza, som er et indkoebscenter fyldt med skobutikker. Paa mit gebrokne spansk fik jeg forklaret, hvad jeg ville, og kom derfra med et par nye sandaler. Jeg havde aftalt med Blass, at undervisningen var udsat til loerdag, saa jeg havde lidt tid i Managua. Jeg tog en taxi til et stoerre indkoebscenter Metrocentro, hvor jeg fik en kage og en kop kaffe, gik lidt rundt og kiggede i butikkerne, fik frokost og gik ind og saa en film, som viste sig at vaere paa spansk.. Jeg forstod vist nok det meste :-). Saa med en taxi ud til stationen for minibusser, ind i en bus mod Jinotepe, og saa naaede jeg lige den sidste bus mod La Conquista klokken halv seks. Klokken seks er der buldermoerkt hernede, og jeg maatte gaa det sidste stykke uden at kunne se ret meget. Paa skolen var de ved at spise, da jeg kom, og Tina var lige ved at vaere lidt bekymret for, om jeg nu ogsaa var godt paa vej. De havde hentet de to sidste palmer, som saa kunne saettes op dagen efter. Puh, en begivenhedsrig dag :-)
Torsdag tog Brian og Tina paa udflugt, og de kommer foerst hjem her i aften loerdag. Jeg kunne se paa min dynge vasketoej, at der snart skulle goeres noget ved det, saa efter spansk spurgte jeg Meyling, om hun ville vise mig, hvordan hun vasker toej. Tre stive timer tog det mig at vaske fire t-shirts, to par shorts, et haandklaede, et par stroemper og otte par boxershorts. Saa kunne haenderne ikke klare mere. Noej det er haardt for de smaa naller. Jeg klager aldrig over, at min vaskemaskine staar i kaelderen igen :-). Det var ikke elegant, og det gik ikke staerkt, men vandet blev da snavset, og toejet blev vel en smule renere :-).
Fredag skulle jeg igen hjaelpe arbejderne efter spansk. Det har faktisk vaeret temmelig toert hernede naesten siden jeg kom, men fredag blev der saa taget revance. Det startede med at regne til middag, og saa fortsatte det ellers 18 timer i streg. Det kunne ikke nytte saa meget at arbejde udendoers, for hernede er det jo ikke en let stoevregn, naar der kommer vand... Der var pludselig ikke saa meget at lave, saa jeg slappede lidt af i stedet, lavede mine lektier og laeste saa lidt i en bog.
I dag loerdag har jeg saa haft den manglende spanskundervisning fra i onsdag, og saa er jeg ellers taget her til Jinotepe. I aften kommer Brian og Tina igen og imorgen tager Blass og Meyling mig med til en slags festival i Masaya i naerheden af Granada. De synes, at jeg skal have noget nicaraguansk kultur sammen med spanskundervisningen. Det er en traditionel fejring af Sankt Jeronimo (eller noget i den retning), den varer tre uger og startede i soendags. Blass siger, at der vil vaere optog, tyreridning og en slags tivoli for boernene, samt diskoteker for de unge. Man kan vel sige, at det er en slags festival eller karneval, bortset fra at der vist nok ikke er nogen, som er klaedt ud. Det bliver spaendende.
I naeste uge skal jeg muligvis vaere med til at bygge en lille bro i beton, og Brian har snakket om, at han gerne vil have noget effektiv kompostering igang. De har jo baade goedning fra hoens og faar samt en masse koekkenaffald, saa det burde kunne lade sig goere at lave noget fornuftigt. Tjalfe ville vaere stolt :-).
Regntiden er snart slut hernede, og ifoelge Brian sker det med 2-3 uger, hvor der regner uafbrudt. Fedt. Saa bliver der brug for boegerne. Det er meningen, at der skal komme to ekstra studerende paa onsdag, saa det er ogsaa lidt spaendende. Jeg kan godt engang imellem foele mig lidt alene hernede.
Det var denne uge. Hav det godt derhjemme.
Anders
Hvad har jeg saa lavet siden i soendags?
Efter spanskundervisningen mandag, hjalp jeg de lokalt ansatte arbejdere med at grave ud til vaegge til et nyt hoensehus. Brian har fire gutter fast ansat til at tage sig af det fysiske arbejde Mario, Benjamin, Alonso og Milton arbejder alle hverdage 7-12 og 13-17 plus loerdag 7-12 for 600 cordobas om ugen. Det svarer til ca. 180 Dkr... Det er ikke saa nemt at grave hernede, for jorden er meget leret, saa man maa bruge en hakke, foer jorden kan skovles vaek. Det var nu alligevel ikke saa haardt, som jeg havde regnet med, men jeg havde aabenbart faaet lidt rigeligt sol, for jeg fik det skidt om aftenen og sov ikke saerligt godt.
Tirsdag var jeg saa meget traet, saa der sov jeg det meste af eftermiddagen. Da jeg stod op, var der pludselig palmer ude foran huset. Dem havde Brian og Tina hentet, mens jeg sov.
Mine badetoefler gik i stykker i soendags (det var militaerets udleverede, saa pyt), saa onsdag morgen tog jeg med Brian og Tina i Mazdaen til hovedstaden Managua for at koebe nye. Brian og Tina havde andre aerinder, saa jeg blev sat i en taxi til Interplaza, som er et indkoebscenter fyldt med skobutikker. Paa mit gebrokne spansk fik jeg forklaret, hvad jeg ville, og kom derfra med et par nye sandaler. Jeg havde aftalt med Blass, at undervisningen var udsat til loerdag, saa jeg havde lidt tid i Managua. Jeg tog en taxi til et stoerre indkoebscenter Metrocentro, hvor jeg fik en kage og en kop kaffe, gik lidt rundt og kiggede i butikkerne, fik frokost og gik ind og saa en film, som viste sig at vaere paa spansk.. Jeg forstod vist nok det meste :-). Saa med en taxi ud til stationen for minibusser, ind i en bus mod Jinotepe, og saa naaede jeg lige den sidste bus mod La Conquista klokken halv seks. Klokken seks er der buldermoerkt hernede, og jeg maatte gaa det sidste stykke uden at kunne se ret meget. Paa skolen var de ved at spise, da jeg kom, og Tina var lige ved at vaere lidt bekymret for, om jeg nu ogsaa var godt paa vej. De havde hentet de to sidste palmer, som saa kunne saettes op dagen efter. Puh, en begivenhedsrig dag :-)
Torsdag tog Brian og Tina paa udflugt, og de kommer foerst hjem her i aften loerdag. Jeg kunne se paa min dynge vasketoej, at der snart skulle goeres noget ved det, saa efter spansk spurgte jeg Meyling, om hun ville vise mig, hvordan hun vasker toej. Tre stive timer tog det mig at vaske fire t-shirts, to par shorts, et haandklaede, et par stroemper og otte par boxershorts. Saa kunne haenderne ikke klare mere. Noej det er haardt for de smaa naller. Jeg klager aldrig over, at min vaskemaskine staar i kaelderen igen :-). Det var ikke elegant, og det gik ikke staerkt, men vandet blev da snavset, og toejet blev vel en smule renere :-).
Fredag skulle jeg igen hjaelpe arbejderne efter spansk. Det har faktisk vaeret temmelig toert hernede naesten siden jeg kom, men fredag blev der saa taget revance. Det startede med at regne til middag, og saa fortsatte det ellers 18 timer i streg. Det kunne ikke nytte saa meget at arbejde udendoers, for hernede er det jo ikke en let stoevregn, naar der kommer vand... Der var pludselig ikke saa meget at lave, saa jeg slappede lidt af i stedet, lavede mine lektier og laeste saa lidt i en bog.
I dag loerdag har jeg saa haft den manglende spanskundervisning fra i onsdag, og saa er jeg ellers taget her til Jinotepe. I aften kommer Brian og Tina igen og imorgen tager Blass og Meyling mig med til en slags festival i Masaya i naerheden af Granada. De synes, at jeg skal have noget nicaraguansk kultur sammen med spanskundervisningen. Det er en traditionel fejring af Sankt Jeronimo (eller noget i den retning), den varer tre uger og startede i soendags. Blass siger, at der vil vaere optog, tyreridning og en slags tivoli for boernene, samt diskoteker for de unge. Man kan vel sige, at det er en slags festival eller karneval, bortset fra at der vist nok ikke er nogen, som er klaedt ud. Det bliver spaendende.
I naeste uge skal jeg muligvis vaere med til at bygge en lille bro i beton, og Brian har snakket om, at han gerne vil have noget effektiv kompostering igang. De har jo baade goedning fra hoens og faar samt en masse koekkenaffald, saa det burde kunne lade sig goere at lave noget fornuftigt. Tjalfe ville vaere stolt :-).
Regntiden er snart slut hernede, og ifoelge Brian sker det med 2-3 uger, hvor der regner uafbrudt. Fedt. Saa bliver der brug for boegerne. Det er meningen, at der skal komme to ekstra studerende paa onsdag, saa det er ogsaa lidt spaendende. Jeg kan godt engang imellem foele mig lidt alene hernede.
Det var denne uge. Hav det godt derhjemme.
Anders
søndag den 30. september 2007
Uge 1
Saa er den foerste uge gaaet, siden jeg kom hertil. For foerste gang tog jeg selv bussen til Jinotepe. Vi havde mindst 8 mand paa taget, saa den var godt proppet...
Fra imorgen skal jeg til at hjaelpe med arbejdet paa skolen sammen med de lokale arbejdere. Vi skal have stoebt flere stier inden regntiden, og hoensehuset skal forstaerkes.
Sidst sprang jeg lidt let hen over dyrene hernede, saa dem vil jeg praesentere denne gang.
Skolen ejer ni faar og en vaedder, som gaar i en indhegning et lille stykke vaek fra bygningerne. Der er to haner og et utal af hoens og kyllinger, som foreloebig gaar frit omkring, som de har lyst. Naar hoensehuset bliver gjort i stand, skal de flytte ind der. Eneste andet husdyr er hunden Nicky, som er en stor hvalp paa ca. 8 maaneder. Han goer det lidt mindre kedeligt hernede, og han elsker at jagte hoensene, specielt hvis de faar sneget sig ind i koekkenet.
Jeg har endnu ikke set stoerre vilde dyr hernede, men der er masser af insekter og fugle. Fluer, vatsvaermere, forskellige stoerrelser myg, og kaempestore graeshopper er her nok af, dog mest efter moerkets frembrud. Naar der har regnet, er der ogsaa mange store froeer (dem er Tina bange for :-) ). Ildfluerne omtalte jeg kort sidste gang, og de er meget flotte. Det samme er de mange sommerfugle. Der kommer ogsaa engang imellem en flok smaa groenne papegoejer forbi, lidt a la dem man ser i zoo derhjemme. Flotte, men larmende. Endelig kom der en lille graa fugl hen til mig i gaar, mens jeg sad og laeste. Den svaermede rundt i luften, som en slags kolibri.
Jeg har set et par skorpioner, og Brian fortalte, at de jog et par stykker ud, da de gjorde mit rum klar, men det skulle efter sigende ikke vaere vaerre end at blive stukket af en bi for voksne mennesker. De kan dog godt vaere farlige for boernene og dyrene. Brian og Tina har en enkelt gang set en slange hernede, og nogen af dem er vist giftige, men de holder sig stort set vaek fra os. Det er tre aar siden, nogen i La Conquista sidst er blevet bidt.
Der er selvfoelgelig mange flere dyr her, og man kan hoere mange af dem, naar moerket falder paa. Der er f.eks. nogen froeer, som lyder ligesom en laserpistol fra Star Wars. Meget pudsigt.
Naa, jeg maa hellere komme med bussen mod La Conquista igen. Hvis man vil vaere heldig at fange mig paa messenger, vil det typisk vaere i tidsrummet 20-23 (om eftermiddagen hernede).
Til naeste gang
Anders.
Fra imorgen skal jeg til at hjaelpe med arbejdet paa skolen sammen med de lokale arbejdere. Vi skal have stoebt flere stier inden regntiden, og hoensehuset skal forstaerkes.
Sidst sprang jeg lidt let hen over dyrene hernede, saa dem vil jeg praesentere denne gang.
Skolen ejer ni faar og en vaedder, som gaar i en indhegning et lille stykke vaek fra bygningerne. Der er to haner og et utal af hoens og kyllinger, som foreloebig gaar frit omkring, som de har lyst. Naar hoensehuset bliver gjort i stand, skal de flytte ind der. Eneste andet husdyr er hunden Nicky, som er en stor hvalp paa ca. 8 maaneder. Han goer det lidt mindre kedeligt hernede, og han elsker at jagte hoensene, specielt hvis de faar sneget sig ind i koekkenet.
Jeg har endnu ikke set stoerre vilde dyr hernede, men der er masser af insekter og fugle. Fluer, vatsvaermere, forskellige stoerrelser myg, og kaempestore graeshopper er her nok af, dog mest efter moerkets frembrud. Naar der har regnet, er der ogsaa mange store froeer (dem er Tina bange for :-) ). Ildfluerne omtalte jeg kort sidste gang, og de er meget flotte. Det samme er de mange sommerfugle. Der kommer ogsaa engang imellem en flok smaa groenne papegoejer forbi, lidt a la dem man ser i zoo derhjemme. Flotte, men larmende. Endelig kom der en lille graa fugl hen til mig i gaar, mens jeg sad og laeste. Den svaermede rundt i luften, som en slags kolibri.
Jeg har set et par skorpioner, og Brian fortalte, at de jog et par stykker ud, da de gjorde mit rum klar, men det skulle efter sigende ikke vaere vaerre end at blive stukket af en bi for voksne mennesker. De kan dog godt vaere farlige for boernene og dyrene. Brian og Tina har en enkelt gang set en slange hernede, og nogen af dem er vist giftige, men de holder sig stort set vaek fra os. Det er tre aar siden, nogen i La Conquista sidst er blevet bidt.
Der er selvfoelgelig mange flere dyr her, og man kan hoere mange af dem, naar moerket falder paa. Der er f.eks. nogen froeer, som lyder ligesom en laserpistol fra Star Wars. Meget pudsigt.
Naa, jeg maa hellere komme med bussen mod La Conquista igen. Hvis man vil vaere heldig at fange mig paa messenger, vil det typisk vaere i tidsrummet 20-23 (om eftermiddagen hernede).
Til naeste gang
Anders.
torsdag den 27. september 2007
Torsdag
Jeg er koert med Brian og Tina i Mazdaen ind til Jinotepe igen. Det er en lille uge siden, jeg tog fra Danmark, og der begynder saa smaat at tegne sig en hverdag hernede:
Jeg staar op klokken 6-6:30. Omkring 6:45 er der morgenmad, som bestaar af havregryn, cornflakes, rosiner, sukker og maelk. Helt som derhjemme. Klokken 7:30 starter jeg med spansk sammen med Merlin. Klokken 10 er der pause, og saa faar vi lidt frugt, typisk vandmelon eller ananas (piña). 10:30-12:00 er der spansk igen, og til middag spiser vi saa suppe af forskellige groentsager sammen med broed, som Tina er rigtig god til at bage.
Resten af dagen kan jeg saadan set bruge, som jeg har lyst. Indtil videre har jeg brugt lidt tid paa at laese, brugt et par timer paa at lave lektier og ellers slappet lidt af. De tre kvarter fra 17:30 til 18:15, hvor solen gaar ned, sidder jeg hver dag paa min "veranda" og nyder solnedgangen, ildfluerne (mange og flotte) og de tiltagene nattelyde fra junglen. Det er den bedste tid paa dagen. Der er mange dyr her, men de maa vente til naeste gang.
Ca. halv syv er der aftensmad, som typisk er ris med en eller anden slags koed - ofte kylling - i tynd sovs samt salat af guleroedder, ananas, roedbede, kaal eller lignende. Til baade aftensmad og middagsmad drikker vi vand eller hjemmepresset juice af ananas, pithaya, citron, grape eller lignende.
Blas og Merlin skulle bestemme, fik vi ris og boenner morgen, middag og aften. De elsker det simpelthen hernede. Kogt hver for sig og stegt sammen bagefter, kaldes det "gallo pinto", og om noget maa det vaere deres nationalret. Brian og Tina er ikke saa meget for boenner, saa det saetter lidt en begraensning for det :-).
Utroligt nok har de ingen kaffe paa skolen! Hverken Brian eller Tina drikker kaffe, saa der bliver ikke koebt noget. Man kan faa kaffe hos en lille cafe her i Jinotepe, men jeg har ikke smagt den endnu, og jeg naar det heller ikke i dag. Det poeser i oevrigt typisk en masse sukker i hernede (som i alt andet, selv i boernenes maelk).
Naa, det var et sidespor. Efter aftensmaden er der moerkt, og det saetter en begraensning for aktiviteterne, for vi har kun elektrisk lys, hvis der har vaeret vind til vindmoellen. Ellers maa vi noejes med stearinlys. Jeg bruger typisk lige en halv til en hel time mere paa det spanske, inden jeg gaar i seng omkring klokken 20. Ja, jeg er naesten helt A-menneske hernede, hvor utroligt det saa end lyder.
Det maa vaere nok for nu. Vi koerer tilbage til skolen om ti minutter, og saa skal der kigges paa irregulaere verber og forholdsord. suk :-).
Hav det godt derhjemme.
Anders.
Jeg staar op klokken 6-6:30. Omkring 6:45 er der morgenmad, som bestaar af havregryn, cornflakes, rosiner, sukker og maelk. Helt som derhjemme. Klokken 7:30 starter jeg med spansk sammen med Merlin. Klokken 10 er der pause, og saa faar vi lidt frugt, typisk vandmelon eller ananas (piña). 10:30-12:00 er der spansk igen, og til middag spiser vi saa suppe af forskellige groentsager sammen med broed, som Tina er rigtig god til at bage.
Resten af dagen kan jeg saadan set bruge, som jeg har lyst. Indtil videre har jeg brugt lidt tid paa at laese, brugt et par timer paa at lave lektier og ellers slappet lidt af. De tre kvarter fra 17:30 til 18:15, hvor solen gaar ned, sidder jeg hver dag paa min "veranda" og nyder solnedgangen, ildfluerne (mange og flotte) og de tiltagene nattelyde fra junglen. Det er den bedste tid paa dagen. Der er mange dyr her, men de maa vente til naeste gang.
Ca. halv syv er der aftensmad, som typisk er ris med en eller anden slags koed - ofte kylling - i tynd sovs samt salat af guleroedder, ananas, roedbede, kaal eller lignende. Til baade aftensmad og middagsmad drikker vi vand eller hjemmepresset juice af ananas, pithaya, citron, grape eller lignende.
Blas og Merlin skulle bestemme, fik vi ris og boenner morgen, middag og aften. De elsker det simpelthen hernede. Kogt hver for sig og stegt sammen bagefter, kaldes det "gallo pinto", og om noget maa det vaere deres nationalret. Brian og Tina er ikke saa meget for boenner, saa det saetter lidt en begraensning for det :-).
Utroligt nok har de ingen kaffe paa skolen! Hverken Brian eller Tina drikker kaffe, saa der bliver ikke koebt noget. Man kan faa kaffe hos en lille cafe her i Jinotepe, men jeg har ikke smagt den endnu, og jeg naar det heller ikke i dag. Det poeser i oevrigt typisk en masse sukker i hernede (som i alt andet, selv i boernenes maelk).
Naa, det var et sidespor. Efter aftensmaden er der moerkt, og det saetter en begraensning for aktiviteterne, for vi har kun elektrisk lys, hvis der har vaeret vind til vindmoellen. Ellers maa vi noejes med stearinlys. Jeg bruger typisk lige en halv til en hel time mere paa det spanske, inden jeg gaar i seng omkring klokken 20. Ja, jeg er naesten helt A-menneske hernede, hvor utroligt det saa end lyder.
Det maa vaere nok for nu. Vi koerer tilbage til skolen om ti minutter, og saa skal der kigges paa irregulaere verber og forholdsord. suk :-).
Hav det godt derhjemme.
Anders.
søndag den 23. september 2007
Midt i junglen
Sidste del af flyvningen gik ogsaa fint.
Jeg blev hentet i Lufthavnen i Managua i gaar aftes af Blas, som ogsaa skal vaere en af mine spansklaerere. Af sted mod La Conquista i knap to timer i en gammel Mazda pick-up. Det viste sig at vaere meget heldigt, for det sidste stykke "vej", var godt nok ikke let fremkommeligt. Jeg er virkelig landet midt i junglen. Da jeg skulle sove i gaar aftes, var det som at have slaaet lejr midt i tropehuset i zoo :-)
Jeg vil gaette paa, at her er godt oppe i tyverne i temperatur, og luften er meget fugtig, saa man sveder meget. Jeg har allerede opgivet at have stroemper paa, for der er mudder overalt, saa snart man er udenfor. Brian har vist mig rundt paa skolens grund i dag, og lige nu er jeg i Jinotepe, som er naermeste stoerre by. Det tager ca. 25 minutter med bus hertil. Busserne er et helt kapitel for sig. De havde f.eks. en gryde med, som blev hentet af en kone midt paa landevejen ca. halvvejs til Jinotepe... ikke helt som derhjemme :-)
Der er i oevrigt intet rigtigt postsystem i Nicaragua, og der er ingen gadenavne, saa der er ingen grund til at forsoege at sende post til mig. Jeg faar det alligevel ikke.
Paa skolen lige nu er der kun Brian, Tina og mig, samt Blas, hans kone Marlin og deres smaa doetre Tatiana og Junio + Blas´ lillebror Nelson, som er paa besoeg. Brian siger, at der kommer to danskere mere den 10. oktober, men indtil da har jeg eneundervisning i spansk. Det kommer til at foregaa i en lille pavilion, som de har bygget med udsigt over en stor del af grunden. Meget laekkert. De har i oevrigt en lille hund Nicky, en lille flok geder samt et utal af hoens og kyllinger.
Det maa vist vaere nok for nu. Der er saa meget mere at fortaelle, men der skal jo ogsaa vaere noget til naeste gang, jeg kommer her til Jinotepe :-).
Hyg jer derhjemme.
Anders
Jeg blev hentet i Lufthavnen i Managua i gaar aftes af Blas, som ogsaa skal vaere en af mine spansklaerere. Af sted mod La Conquista i knap to timer i en gammel Mazda pick-up. Det viste sig at vaere meget heldigt, for det sidste stykke "vej", var godt nok ikke let fremkommeligt. Jeg er virkelig landet midt i junglen. Da jeg skulle sove i gaar aftes, var det som at have slaaet lejr midt i tropehuset i zoo :-)
Jeg vil gaette paa, at her er godt oppe i tyverne i temperatur, og luften er meget fugtig, saa man sveder meget. Jeg har allerede opgivet at have stroemper paa, for der er mudder overalt, saa snart man er udenfor. Brian har vist mig rundt paa skolens grund i dag, og lige nu er jeg i Jinotepe, som er naermeste stoerre by. Det tager ca. 25 minutter med bus hertil. Busserne er et helt kapitel for sig. De havde f.eks. en gryde med, som blev hentet af en kone midt paa landevejen ca. halvvejs til Jinotepe... ikke helt som derhjemme :-)
Der er i oevrigt intet rigtigt postsystem i Nicaragua, og der er ingen gadenavne, saa der er ingen grund til at forsoege at sende post til mig. Jeg faar det alligevel ikke.
Paa skolen lige nu er der kun Brian, Tina og mig, samt Blas, hans kone Marlin og deres smaa doetre Tatiana og Junio + Blas´ lillebror Nelson, som er paa besoeg. Brian siger, at der kommer to danskere mere den 10. oktober, men indtil da har jeg eneundervisning i spansk. Det kommer til at foregaa i en lille pavilion, som de har bygget med udsigt over en stor del af grunden. Meget laekkert. De har i oevrigt en lille hund Nicky, en lille flok geder samt et utal af hoens og kyllinger.
Det maa vist vaere nok for nu. Der er saa meget mere at fortaelle, men der skal jo ogsaa vaere noget til naeste gang, jeg kommer her til Jinotepe :-).
Hyg jer derhjemme.
Anders
fredag den 21. september 2007
Undervejs
Saa er jeg naaet til US of A, og her har de ingen danske bogstaver paa tastaturerne.
Lige nu sidder jeg i den nordlige del af Houston, Texas paa hotellet Ramada. Her er stille og roligt, og temperaturen her klokken lidt i 20 lokal tid er faldet til omkring et par og tyve grader Celsius. Noget lidt andet end derhjemme :-).
Rejsen har foreloebig vaeret naesten problemfri. Toget til Kastrup var godt nok forsinket fredag morgen, men jeg var i god tid, saa jeg naaede ogsaa at faa et glas dansk maelk i lufthavnen inden afrejse. Sikke da en masse sikkerhedsprocedurer, man skal igennem.
Flyveturen til Liberty International Airport i Newark, NY varede hele 9! timer (og nej, der var hverken valgfri film eller to etager i flyet, Marie :-) ). Det var lidt hektisk i Newark, for flyet var lidt forsinket, og det tog en krig gennem integrationsmyndighedernes kontrol, men jeg naaede da paa flyet til Houston et helt kvarter foer afgang. Skiltningen i den kaempestore lufthavn i Newark var heldigvis god, hvilket er mere end man kan sige om George Bush Intercontinental Airport her i Houston. Her var der saa pludselig baade god tid og sommer, saa jeg maatte staa svedende og vente i en god time paa hotellets shuttlebus.
Min bagage er kommet smertefrit igennem, og der var ingen boevl med visum eller noget, saa det er gaaet ganske godt, synes jeg. Nu er jeg til gengaeld ogsaa ved at vaere traet efter 12 timers flyvning og efter at have vaeret vaagen i smaa 22 timer (bortset fra et par timers urolig soevn i NY-flyet) pga tidsforskellen. Heldigvis kan jeg nu sove laenge her i Houston, inden jeg tager den sidste del af turen imorgen.
Jeg har i oevrigt faaet burger til aftensmad for tredje dag i traek, uden det specielt har vaeret hensigten :-)
Det var vist alt for nu. Hygge derhjemme.
\Anders
Lige nu sidder jeg i den nordlige del af Houston, Texas paa hotellet Ramada. Her er stille og roligt, og temperaturen her klokken lidt i 20 lokal tid er faldet til omkring et par og tyve grader Celsius. Noget lidt andet end derhjemme :-).
Rejsen har foreloebig vaeret naesten problemfri. Toget til Kastrup var godt nok forsinket fredag morgen, men jeg var i god tid, saa jeg naaede ogsaa at faa et glas dansk maelk i lufthavnen inden afrejse. Sikke da en masse sikkerhedsprocedurer, man skal igennem.
Flyveturen til Liberty International Airport i Newark, NY varede hele 9! timer (og nej, der var hverken valgfri film eller to etager i flyet, Marie :-) ). Det var lidt hektisk i Newark, for flyet var lidt forsinket, og det tog en krig gennem integrationsmyndighedernes kontrol, men jeg naaede da paa flyet til Houston et helt kvarter foer afgang. Skiltningen i den kaempestore lufthavn i Newark var heldigvis god, hvilket er mere end man kan sige om George Bush Intercontinental Airport her i Houston. Her var der saa pludselig baade god tid og sommer, saa jeg maatte staa svedende og vente i en god time paa hotellets shuttlebus.
Min bagage er kommet smertefrit igennem, og der var ingen boevl med visum eller noget, saa det er gaaet ganske godt, synes jeg. Nu er jeg til gengaeld ogsaa ved at vaere traet efter 12 timers flyvning og efter at have vaeret vaagen i smaa 22 timer (bortset fra et par timers urolig soevn i NY-flyet) pga tidsforskellen. Heldigvis kan jeg nu sove laenge her i Houston, inden jeg tager den sidste del af turen imorgen.
Jeg har i oevrigt faaet burger til aftensmad for tredje dag i traek, uden det specielt har vaeret hensigten :-)
Det var vist alt for nu. Hygge derhjemme.
\Anders
torsdag den 20. september 2007
Så er der afgang!
Nu er det på tide at puste liv i bloggen igen.
I skrivende stund er der 1½ time til, jeg tager med toget fra Aalborg mod København. Jeg skal være så tidligt til check-in i Kastrup imorgen, at jeg ikke kan nå derover med morgenflyet, men Jens og Marie har heldigvis været så flinke at lade mig overnatte hos dem i deres lejlighed på Nørrebro.
Der skulle endelig gerne være styr på alt. Jeg kunne have det hele i min rygsæk samt håndbagage, men rygsækken er vist godt nok pakket med lige rigeligt vægt i forhold til det tilladte. Mon ikke det går alligevel? Den forhindring tager jeg, hvis den kommer. Den sidste vaccination er skudt, rejsepapirerne er kopieret, og jeg har pakket slik og bøger til turen.
Lejligheden får lov til at stå tom i Aalborg, mens jeg er væk, men Tove og Bruno har lovet at kigge efter mine planter. Så har Bruno også muligheden for at få set 'Bonde søger brud' ;-)
Jeg nåede ellers lige at blive lidt bekymret, for jeg har nemlig ingen visum. Så vidt jeg har læst mig til, er det ikke nødvendigt, når man bare rejser gennem USA, men efter min rejseplan blev ændret, så jeg skal overnatte i Houston, er det måske pludselig en anden sag. Tove har dog beroliget mig med, at hendes veninde var afsted i USA i en måned, og hun udfyldte blot nogen papirer i flyet, så det går nok. Ellers kommer jeg vel hurtigt hjem igen :-).
Jeg er vist også så småt ved at have sagt farvel til alle. Jeg kan godt mærke, at der er nogen, jeg kommer til at savne, mens jeg er væk. Så er der jo det mere at glæde sig til, når jeg kommer hjem igen. I det hele taget har jeg lidt kriller i maven lige nu, men det forsvinder nok igen, så snart jeg er på vej.
Det var vist alt for nu. Mon ikke, jeg kan finde adgang til nettet igen, når jeg når til Houston imorgen eftermiddag. Jeg ved ikke helt, hvor meget netadgang jeg har i Nicaragua, men jeg kan sikkert nåes på kaiserbyrdal@hotmail.com, hvis man gerne vil skrive til mig :-).
Adjø!
Anders
Hov, jeg havde nær glemt fodboldskolens adresse:
La escuela de futbol
La Conquista
Carazo, Nicaragua
I skrivende stund er der 1½ time til, jeg tager med toget fra Aalborg mod København. Jeg skal være så tidligt til check-in i Kastrup imorgen, at jeg ikke kan nå derover med morgenflyet, men Jens og Marie har heldigvis været så flinke at lade mig overnatte hos dem i deres lejlighed på Nørrebro.
Der skulle endelig gerne være styr på alt. Jeg kunne have det hele i min rygsæk samt håndbagage, men rygsækken er vist godt nok pakket med lige rigeligt vægt i forhold til det tilladte. Mon ikke det går alligevel? Den forhindring tager jeg, hvis den kommer. Den sidste vaccination er skudt, rejsepapirerne er kopieret, og jeg har pakket slik og bøger til turen.
Lejligheden får lov til at stå tom i Aalborg, mens jeg er væk, men Tove og Bruno har lovet at kigge efter mine planter. Så har Bruno også muligheden for at få set 'Bonde søger brud' ;-)
Jeg nåede ellers lige at blive lidt bekymret, for jeg har nemlig ingen visum. Så vidt jeg har læst mig til, er det ikke nødvendigt, når man bare rejser gennem USA, men efter min rejseplan blev ændret, så jeg skal overnatte i Houston, er det måske pludselig en anden sag. Tove har dog beroliget mig med, at hendes veninde var afsted i USA i en måned, og hun udfyldte blot nogen papirer i flyet, så det går nok. Ellers kommer jeg vel hurtigt hjem igen :-).
Jeg er vist også så småt ved at have sagt farvel til alle. Jeg kan godt mærke, at der er nogen, jeg kommer til at savne, mens jeg er væk. Så er der jo det mere at glæde sig til, når jeg kommer hjem igen. I det hele taget har jeg lidt kriller i maven lige nu, men det forsvinder nok igen, så snart jeg er på vej.
Det var vist alt for nu. Mon ikke, jeg kan finde adgang til nettet igen, når jeg når til Houston imorgen eftermiddag. Jeg ved ikke helt, hvor meget netadgang jeg har i Nicaragua, men jeg kan sikkert nåes på kaiserbyrdal@hotmail.com, hvis man gerne vil skrive til mig :-).
Adjø!
Anders
Hov, jeg havde nær glemt fodboldskolens adresse:
La escuela de futbol
La Conquista
Carazo, Nicaragua
onsdag den 15. august 2007
Opstart af blog
Så er første kapitel om eventyret i Nicaragua i luften!
Denne blog er oprettet i anledning af, at undertegnede den 21. september 2007 drager på ekspedition til Nicaragua for at hjælpe de flinke mennesker hos www.fodboldskolen.com.
Hvorfor tager jeg afsted? Tjo, jeg faldt vist nok første gang over en artikel om fodboldskolen i Tipsbladet tilbage i efteråret 2006. Dengang tænkte jeg dog ikke videre over det. Det gjorde jeg til gengæld, da jeg tilfældigvis faldt over ovenstående hjemmeside i februar 2007. De søgte frivillige bl.a. med erfaring omkring primitiv spildevandsrensning og rodzoneanlæg, og da jeg tilfældigvis var ved at uddanne mig til civilingeniør i miljøteknik, syntes jeg, at det lød meget spændende. Jeg skrev en mail til Brian Wolter, som er bagmand bag projektet, og han var med på ideen.
Status i dag:
Jeg skal flyve med Continental Airlines fra København over Newark og Houston til Managua. Flyveplanen ser sådan ud:
Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal ned og hjælpe med, for håndteringen af spildevand er vist på plads. Under alle omstændigheder skal jeg bruge halvdelen af tiden de første seks uger på at lære spansk, så jeg lidt bedre kan begå mig blandt de lokale.
Jeg er heller ikke sikker på, hvor lang tid opholdet kommer til at vare. Som minimum bliver det altså seks uger, og jeg regner med, at det er noget, jeg kommer til at aftale løbende med Brian alt efter, hvor længe jeg gider være der, og hvor meget der er at lave.
Pt mangler jeg en enkelt vaccine (jeg har de fleste fra min tur i Kosonam), og jeg skal nok også lige have tjekket igen med den amerikanske ambassede, at jeg har forstået reglerne omkring visum rigtigt.
Ellers glæder jeg mig efterhånden bare til, at jeg skal afsted. Fortsættelse følger.
Denne blog er oprettet i anledning af, at undertegnede den 21. september 2007 drager på ekspedition til Nicaragua for at hjælpe de flinke mennesker hos www.fodboldskolen.com.
Hvorfor tager jeg afsted? Tjo, jeg faldt vist nok første gang over en artikel om fodboldskolen i Tipsbladet tilbage i efteråret 2006. Dengang tænkte jeg dog ikke videre over det. Det gjorde jeg til gengæld, da jeg tilfældigvis faldt over ovenstående hjemmeside i februar 2007. De søgte frivillige bl.a. med erfaring omkring primitiv spildevandsrensning og rodzoneanlæg, og da jeg tilfældigvis var ved at uddanne mig til civilingeniør i miljøteknik, syntes jeg, at det lød meget spændende. Jeg skrev en mail til Brian Wolter, som er bagmand bag projektet, og han var med på ideen.
Status i dag:
Jeg skal flyve med Continental Airlines fra København over Newark og Houston til Managua. Flyveplanen ser sådan ud:
- Fredag 21/9 - Afgang 09:05 fra København - ankomst 11:55 i Newark, USA.
- Fredag 21/9 - Afgang 13:30 fra Newark - ankomst 16:25 i Houston, USA.
- Lørdag 22/9 - Afgang 15:30 fra Houston - ankomst 17:58 i Managua, Nicaragua.
Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg skal ned og hjælpe med, for håndteringen af spildevand er vist på plads. Under alle omstændigheder skal jeg bruge halvdelen af tiden de første seks uger på at lære spansk, så jeg lidt bedre kan begå mig blandt de lokale.
Jeg er heller ikke sikker på, hvor lang tid opholdet kommer til at vare. Som minimum bliver det altså seks uger, og jeg regner med, at det er noget, jeg kommer til at aftale løbende med Brian alt efter, hvor længe jeg gider være der, og hvor meget der er at lave.
Pt mangler jeg en enkelt vaccine (jeg har de fleste fra min tur i Kosonam), og jeg skal nok også lige have tjekket igen med den amerikanske ambassede, at jeg har forstået reglerne omkring visum rigtigt.
Ellers glæder jeg mig efterhånden bare til, at jeg skal afsted. Fortsættelse følger.
Abonner på:
Opslag (Atom)